fredag den 3. september 2010

Vel ankommet og klar til eventyr

Så er vi landet i Ruhpolding efter en rimelig problemfri rejse herned. Kun en 1,5 times venten ved bagagebåndet, pga. en manglende taske, har forsinket os. Men tasken blev fundet, og vi røg i toget videre mod Ruhpolding. En tur på små 2,5 time, der bragte os ned igennem det fladere sydtyskland, og små 10 min. ind i det noget mere kuperede område - Alperne ligger dermed for vores fødder, klar til at blive indtaget.

I Ruhpolding mødtes vi på hotellet med Benny og Henrik, som det er planen at følges med gennem løbet. Derefter gik turen til nummerudleveringen, hvor vi skulle tjekkes ind, og diverse grej skulle afhentes: bagagetaske, id-kort, chip, startnummer, t-shirt mv.

Tilbage til hotellet, smide grejet af, og så hurtigt videre til pasta party, åbningsceremoni og infomøde. Sjovt at opleve de mange spændte løbere fra 25 forskellige nationer - 9 mand fra Danmark af de 600 deltagere. Depoterne blev fyldt godt op med pasta og kage, hvorefter vi trillede hjemad for at pakke rygsækken til morgendagens første etape.

I morgen venter en "blid" prolog, hvis man kan kalde noget det i sådan et løb her. Vi starter kl. 11:00 på 36,3 km og 1223 hm - vi skal nok blive trætte.

Vi vil prøve at se om vi kan få Endomondo-systemet til at virke, men der er temmelig dårlig forbindelse, og måske problemer med teleudbydere når vi krydser grænsen til Østrig... Men prøv at følge os. Du finder link til Endomondo øverst til højre på bloggen.

Rygsækken er pakket, og tøjet er lagt klar. Så nu skal det sidste SIS Nocte drik indtages, inden dynerne kalder.

1 kommentar:

Jon Black Andersen sagde ...

Steff & Peter, kan se I er kommet gennem første dag - håber alt vel, både med humør og fysik! Fortsat god (med)vind,

/Jon