lørdag den 4. september 2010

1 down 7 to go...

Så er vi igang! Den første etape på 37 km og ca. 1200 hm er veloverstået, efter 4 timer og 48 minutter. Vigtigst af alt er, at vi nu her efterfølgende har det rigtig godt, er i godt humør og vi har ikke synderlig ondt nogen steder. Lidt ømhed i hofterne, men det er mere eller mindre også det - vi er ganske fortrøstningsfulde for de næste etaper.

Vi startede ud fra Ruhpolding kl. 11 til lyden af AC/DC's Highway to Hell. Hvilken stemning og hvilken start på et løb. Alle klappede og sang med, så de små hår rejste sig i nakken. Nu var vi endlig en del af det "show", som vi har set på video rigtig mange gange i månederne op til løbet, når motivationsbarometret lige skulle have et hak opad. Det var SÅ fedt! Stille og roligt løb vi derudaf, i godt selskab med Benny og Henrik fra hold nr. 198: Team Herlevløberne. 11 km rimelig fladt ud gennem dalen langs en smuk flod, hvorefter dagens første stigning på 400 hm kom, så lidt fladt igen og så et ryk opad på 400 hm over 2,5 km, og 500 m nedløb, og så endnu ca. 150 hm. Og så et brat nedløb, og så 9 rimelig flade kilometer ind til mål.

En ret overkommelig prolog, der efterlod os med gode ben og forhåbninger. Vi hyggede os hele vejen, snakkede, grinede og nød udsigten. Vi kunne uden tvivl godt have løbet noget hurtigere, men det var bare ikke intensionen fra starten. Vi aftalte igår, at vi ville løbe bevidst roligt og nyde det - vi skulle opleve det som et eventyr. Hellere komme i mål, og tænke: "Fedt, jeg vil godt kunne løbe 10 km mere. Jeg har det rigtig okay." Istedet for, at komme ind med ondt i benene, og fuldstændig smadret, så man knap kan hænge sammen. Nu kan vi hygge os om aftenen, nyde at være en del af Cirkus Transalpine-Run, og glæde os til næste dags eventyr.

Vejret har været okay, men ikke det bedste: ca. 12-15 grader og regn de første par timer, hvorefter det klarede op til rigtig fint løbevejr. I morgen skulle det holde tørt, og blive 8 grader når vi starter kl. 8, og så skulle temperaturen stige stødt til 17-18 grader i Kitzbühel.

Vi glæder os til morgendagens etape, som byder på 33,2 km og 1800 hm opad og 1900 nedaf. Ikke så meget fladt, men op og ned hele tiden - altså ingen kedelige montone stræk. Til gengæld bliver det mudrede underlag en udfordring på de stejle nedløb - det kigger vi på.

Ps. Vi tracker ikke online på Endomondo i morgen, da der har været lidt tekniske problemer med det idag. Vi uploader det derimod så snart vi krydser målstregen.

Alt for nu, sengen kalder. Vi skal op kl. 6 i morgen tidligt og spise.

Ingen kommentarer: