Som overskriften svagt antyder, så går meget af tiden i øjeblikket med træning - mere end jeg nogensinde har trænet før.
På de sidste 6 dage, siden fredag, er det blevet til 7 træningspas, hvilket svarer til 10 timer og 30 minutter, eller 120 km. Intentionen om at nå 10-12 timer her i uge 31 ser derfor ud til at lykkes. At der så skal lægges endnu et par timer oveni hatten i næste uge, virker af meget, men det må vi se på til den tid...
Skader er der ikke nogen af, andet end generel træthed i benene og lidt ømhed i læggene. Men det er nok meget naturligt, alt taget i betragtning.
Steffen er i øjeblikket på ferie på Fyn, så min træning foregår alene i øjeblikket. Jeg prøver så vidt muligt, at henlægge så mange af kilometrerne til skovens terræn, og gerne i bakker, da det er den mest specifikke træning der er mulig at lave herhjemme. Men jeg må godt nok indrømme, at jeg synes det er småkedeligt at løbe så mange lange ture alene. Jeg prøver derfor at variere stederne jeg træner så meget som overhovedet muligt. At løbe i den samme skov træning efter træning bliver for monotomt - jeg vil gerne se noget nyt på hver træning. Ellers vil træningen simpelthen komme til, at hænge mig ud af halsen - bogstavelig talt:
Mandag løb jeg derfor en to timers terræntur i Rude Skov, hvor jeg løb de første 75 min. med kort og kompas på de faste poster der er opsat i skoven. Faste poster er orienteringsbaner, som de lokale orienteringsklubber sætter op, og udskifter jævnligt (hver 14.dag i Rude Skov). Der er så hængt et kort op, hvor posterne er indtegnet, så man kan tegne dem over på sit eget kort, og løbe efter disse. Sjov og alternativ træning, der motiverer og fjerner fokus fra de tunge ben. Se en oversigt over de faste poster i Danmark her.
Idag var det Hareskoven der stod for tur. Her løb jeg 3 timer på Det Røde MTB-spor, der førte mig godt rundt i hele skoven, og bød på et fint varieret og sjovt terræn, dog uden specielt mange bakker.
På trods af manglende bakker, var det fedt, da det er længe siden at jeg har været i Hareskoven. På trods af de mange timer i løbeskoene de seneste dage, så var benene ret fine hele vejen. Måske træningen er ved at bære frugt... Men det kan jeg nok først rigtig mærke når vi begynder nedtrapningen om et par uger.
Næste uge bliver hård, da vi gerne skal runde 12-14 timers træning. Vi har derfor planlagt en mini træningslejr på Kullen i Sverige fra tirsdag til onsdag. Her vil vi træne to lange ture med masser af højdemeter, så vi kan få samlet lidt timer til træningsdagbogen der.
Bliver fedt med lidt bakker der er længere end de 30 højdemeter jeg kan finde i nabolaget.
Slut herfra - skal have noget søvn inden løbeskoene skal snøres igen i morgen tidlig!
onsdag den 4. august 2010
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar