Hvad er det helt præcist vi skal på LØRDAG?

Først var der halve år til, så måneder til, så mange dage til, men nu er det lige pludselig på lørdag. Altså denne lørdag, nu på lørdag... Lige om lidt går starten.

Meget, meget underligt at det store mål i så mange måneder er lige her om lidt, og alligevel så langt væk. Men mon ikke vi mærker kriller i maven når taskerne er pakket og vi flyver mod München fredag og ankommer med tog til startbyen Ruhpolding tæt på den østrigske grænse. En fredag eftermiddag hvor startnumre og den store Salomon taske skal hentes. Alt det vi ikke løber med skal pakkes i denne og bliver så transporteret til vores camp/pension/hotel i målbyen for den enkelte dags etape.

Fredag aften byder på pasta party med infomøde og hold indmarch i nationer :-) Løbet er udsolgt, og de 600 løbere kommer fra rigtig mange lande. Fra Danmark er vi 4 hold, samt en enkelt der har teamet op med en tysker. Nogle af dem bliver der nok rig mulighed for at få en snak med undervejs i løbet. Men mere senere om fredagens forløb og Transalpine-Runs første etape som skydes i gang lørdag klokken 11.00.

Den har stået på nedtrapning de sidste par uger, hvor vi efter henholdsvis 7 og 4 timers træning ser frem mod 5 rolige dage med et par timers småjog inden weekenden byder på de to første etaper og 10-12 timers løb!! Vi er ikke færdig mandag efter bare lige tre dages løb, ej heller efter det dobbelte, heller ikke efter en uges løb men hele otte dage med i alt 305 km og 13500hm...

Fysiske småskavanker er der en del af, men ingen så alvorlige at vi frygter for de første etaper. Mentalt ved vi ikke, hvordan vi reagere men føler begge, at vi har hovedet med og er klar! Hvordan fysikken/kroppen (nok mest fra hoften og nedad) arter sig bliver helt afgørende for om hovedmålet, gennemførelse, nåes. Peter har haft lidt problemer med venstre hase, og jeg med venstre hæl og højre lægben. Værst er stadig min venstre hæl hvor det formodes at hælpuden er ødelagt. Den var til idrætslæge og ultralydsscanning men skulle ikke undersøges nærmere da jeg frygtede en hårdere dom (f.eks. træthedsbrud) og deraf ingen start til Transalpine-Run - klogt? Hmmm... de næste uger vil give svaret. Mit hælproblem betød løbestop i 1½ måned i februar/marts. Den er aldrig blevet god og det svinger meget hvordan den smerter. Chamonix i juni (Cross (23 km) lørdag og maraton søndag ) var uden smerter, men i stedet kan en rolig 8 km løbetur herhjemme give problemer. Men jeg har bedt den om at holde alle 8 dage i alpen!

Træningsmæssigt er vi ganske godt tilfredse (på nær mit 1½ måneders løbestop). Det har været super afvekslende med forskellige perioder med mere intens træning som har passet i forhold til arbejde, ferie, familie og de 'testløb' vi har deltaget i. Vores fysisk har ikke været til mere træning og mentalt har det også passet godt. Træning bare for træningens skyld kan blive kedeligt, men det er få perioder vi er blevet ramt af det. Højdepunkter har klart været vores ture sammen. Det være sig træningstur i snestorm i vinterdanmark, maraton ved Mont-Blanc, norske fjeldløb og sidste lange træning på Söderåsen. Nu venter målet Transalpine-Run 2010 - på lørdag...altså nu på lørdag...

Hvad er målet:
Først og fremmest at gennemføre med en snert af overskud. Vi vil hellere have en superfed oplevelse med overskud og en placering som nr. 200, end at have kæmpet os igennem med lungerne ud af halsen og blive nr. 100. Lyder svagt - ja måske, men med så lidt erfaring fra ultraløb, og med et løb der byder på 8 megahårde dage, bliver gennemførelse klart hovedmålet.

Hvad frygter vi:
Naturligvis sygdom og skader. Et enkelt ankelvrid kan sætte en stopper for resten af løbet. Vi har dog fyldt medicinskabet godt op og håber den daglige massage vil lindre lidt...

De daglige distancer og højdemeter frygter vi som sådan ikke. Vi har respekt for det, men frygter det ikke. Vi har smagt på det i Chamonix, hvor vi følte os godt løbende. Vi frygter mere det, at vi skal gøre det så mange dage i træk. Men vi har på nuværende tidspunkt hovedet med, og har indstillet os på, at det uden tvivl bliver hårdt. Når vi har hovedet med, så skal det nok gå!

Hvad bliver svært:
Klart at holde igen! Med løbere foran og bagved, er det super svært ikke at blive draget og fristet af konkurrencegenet. Vi håber vi kan holde os i ro og lære lidt af Benny fra hold nr. 198 som siger: "Jeg er fløjtende ligeglad med om 50 hold løber forbi - de 15 kan være udgået i morgen eller dagen efter fordi de lige skulle presse den lidt..."

At stå op kl. 4-5 stykker om morgenen - fuldstændig smadret i kroppen. Godt nok har vi begge børn, og er vandt til at stå tidligt op. Men vi skal MEGET tidligt op og spise inden vi skal aflevere vores taske i hotelreceptionen kl. 05.30!!!  Håber vi kan høre vækkeuret...

Hvad glæder vi os mest til:
Den storslåede rute opad, nedad, henad, på små bjergstier, gennem dale, over toppe fra det de bløde alper i det sydlige Tyskland, gennem Østrigs grovere bjerge og afsluttende i smukke fortryllende dolomitterne i det nordligste Italien.

Hvad bliver vi trætte af:
Den søde smag af energigeler! Måske...vi har dog med SIS' isotoniske geler fundet det bedste på markedet p.t.

Vi har 4 dage tilbage, inden vi fredag morgen flyver til München. 4 dage, som vi skal bruge på at få de sidste detaljer på plads. Vi skal:

• købe de sidste småting (sportstape, solcreme, snørebånd, vaseline mv.),
• lave prøvepakning af både løberygsæk og vores bagagerygsæk,
• løbe et par småture,
• få styr på teknikken, så vi kan tage billeder, sende SMS'er, blogge mv.,
• slappe af og glæde os!

Der er helt sikkert en masse mere - det kigger vi på...

Lad os lige genopfriske løbets stemning og udfordringer:



Puha...Vi glæder os, og er klar!