Marathon du Mont-Blanc était fantastique

Så er vi godt retur efter en weekend der har været noget ud over det sædvanlige - hård, men helt igennem fantastisk! Intet mindre. 65 km bjergløb over to dage med godt 4.000 højdemeter!

Fredag morgen da vi satte os på flyet i Kastrup var vi noget spændte på, hvad der ventede os i Chamonix. Vi var klar over, at vi skulle løbe op og ned af nogle bjerge to dage i træk. Men hvordan terrænnet egentlig ville være, og hvordan kroppen ville reagere, det anede vi ikke...

Dagene inden afrejse kredsede tankerne meget om én ting: "Hvad nu, hvis løbet ville blive så hårdt, at vi vi ville løbe os selv i sænk, så søndagens 42,2 km ville blive en pinsel? Hvad så med Transalpine-Run? Kunne vi så bare glemme alt om det...?" Som det kan læses ovenfor, så viste det sig, at vi var godt forberedte og klar til at tage kampen op med de 296 km på tværs af alperne om 2 måneder!

Fredag - rejsedag og afslapning
Vi ankom om eftermiddagen til Camping La Mer de Glace. En fantastisk lille campingplads 2 km uden for Chamonix. Vi fik slået vores lille to-mands telt op, og kørt lidt mad i hovedet, mens vi nød udsigten til Mont-Blanc (bag Steffen på billedet).

Resten af fredagen gik med en tur i svømmehallen/spa, nummerafhentning og pizza og fodbold på en hyggelig cafe i Chamonix.

Lørdag - Mont-Blanc Cross, 23 km med 1.454 hm.

Vi mådte tidligt op lørdag morgen kl. 6.20, efter en rigtig dårlig nat i teltet - 3 mand (Steffens søn Marcus var også med på turen) i et lille og varmt 2-mands telt kan ikke anbefales. Så det var noget skeløjede vi kravlede ud af soveposerne. Derefter lækker morgenmad: toastbrød, nutella, bananer og energidrik igen med udsigt til Mont-Blanc, nu med morgensol.

Og så afsted til startområdet, hvor de sidste stumper blev klargjort.

Her mødtes vi med Benny (ham der inspirerede os til at løbe Transalpine-Run (læs historien her)) og hans makker Henrik, som sammen også skal løbe Transalpine-Run. De skulle også løbe dagens 23 km, men desværre ikke søndagens maraton, da de ikke kunne få startnummer.

Og så gik starten med solen smukt skinnende fra en skyfri himmel.

Afsted langs floden, ud af Chamonix og op imod den første stigning.

Og så gik det ellers op og ned (mest op) de næste par timer, gennem en natur så smuk at det ikke kan beskrives med ord. Man løb nærmest med gåsehud hele vejen, fuldt optaget af det hårde og betagende terræn. Vi glemte nærmest hvor hårdt det var at løbe... Vi lader billederne tale for sig selv:

Langt det meste af ruten gik på single tracks, altså smalle og tekniske svære stier - super fedt! Det var minimalt hvad vi havde af brede stier, og max. 300 m asfalt... 

Det fede ved sådan et løb som Marathon du Mont-Blanc, til forskel fra et almindelig bymaraton, er naturligvis terrænnet, der gør det til en oplevelse uden sidestykke. Men for os var det lige så meget den mentale indstilling, og ambitionerne der var anderledes. Ved et almindeligt bymaraton ville vi under normale omstændigheder være meget fokuseret på sluttiden, som ville være afgørende for, hvorvidt vi ville føle det var et godt eller et skidt løb. I Chamonix skulle vi bare have to gode hårde træningspas i bjergene. Tiden vi ville gennemføre på var underordnet - vi skulle bare have en fed tur og nyde bjergene. Derfor startede vi også næsten aller bagerst, og arbejdede os så ellers op igennem feltet, hvilket var rigtig svært pga. de smalle stier. Vi havde overskud hele dagen, snakkede, hyggede os, og havde det bare så fedt! Derfor var der naturligvis også tid til en lille fotoshoot ved sidste depot 4 km før mål.

Godt i mål efter 3 timer og 2 minutter, havde vi fint overskud og nød udsigten.

Selvom vi startede bagerst i feltet og tog den med ro, lykkedes det os alligevel at ende på en samlet 324.plads, ud af de 1.300 gennemførende løbere. Vigtigst var det dog, at vi havde gode ben, nød turen og fik føling med, hvad det vil sige at løbe i bjerge. Nu var vi spændte på søndagens maraton, fordi hvordan ville benene have det? De havde jo trods alt været igang i 3 timer og 12 minutter...

Resten af dagen gik med svømmehal og spa igen, samt pastaparty, afslapning og opladning til søndagen.

Søndag - Marathon du Mont-Blanc, 42,2 km med 2.511 hm
Det skulle dog vise sig, at benene var rigtig udmærkede da vi vågnede kl. 05.00. Ingen speciel ømhed at spore. Vi var lidt trætte efter endnu en ubekvem nat i teltet, men vi var klar på endnu en tur i bjergene. Vi var MEGET spændte på, hvad der ventede os.

Afsted til startområdet, der denne dag lå inde på byens torv kl. 07.00. Igen fik vi placeret bagerst i feltet, selvom vi havde planlagt at skulle længere frem, for at undgå så meget kø ved de smalle passager på ruten, og så vi bedre kunne løbe i vores eget tempo. Men vi skulle lige have taget lidt billeder og have skrevet et kort indlæg til bloggen, og pludselig gik startskuddet, og vi lå bagerst - igen... Men hvad pokker, vi skulle jo bare nyde det, og det var nok okay at blive holdt lidt tilbage af menneskemassen.

Ruten var den samme, som ved lørdagens cross, de første 10 km.

Derefter drejede vi af, løb en smule nedad for så at ramme dagens længste og sejeste stigning - 1.000 hm på godt 5 km! Det tog os omkring 1½ time at komme op over den "lille bakke". Her løb man ikke, det kunne ikke lade sig gøre, ikke for os ihvertfald. Her gik man! Måske løb de forreste, men det var fuldstændig urealistisk for os. Så ville vi smadre os selv fuldstændig.

Om fredagen fik vi købt os et par super fede og lette Leki Traveller Carbon vandrestave i en lokal sportsbutik. Det skulle vise sig at være en rigtig god ide. De kom os fint til hjælp opad, hvor de gav en langt bedre kropsholdning, og aflastede lårene godt, både opad og nedad.

Derefter havde vi så et formidabelt nedløb på ca. 900 hm, hvor vi havde stejle skråninger ned på begge sider af os, ned mod dalene. Det var helt fantastik at løbe her! Her to billeder fra toppen:

Derefter gik ruten over og fulgte samme rute som dagen før, tilbage mod mål. Det vil sige godt 12 km med endnu 1.000 hm. En hård afslutning! Men et super fedt spor, der snørklede og bugtede sig op og ned ad bjergskråningen, frem imod målet.

Her fik Steffen det lidt skidt, og fik kvalme når vi løb opad. Derudover begyndte kramperne at komme i højre ben og højre arm. Kramperne var klokke klart fordi, at Steffen havde svedt så meget, uden at indtage salt nok undervejs - en vigtig lærestreg. Vi tog derfor et kort hold ved sidste depot 4 km før mål, hvor Steffen kunne få fyldt lidt energi på tanken.

De sidste par km var derfor noget lange... Men her var de franske tilskuere helt fantastiske, hvilket de faktisk havde været på hele turen. Meget imponerende opbakning med masser af "Allez allez!". Det var nærmest som ved en bjergetape under Tour De France, hvor tilskuerne står helt tæt det sidste stykke op imod mål. Det gav os overskud til lige at presse det sidste ud af stængerne. En lækker detalje var, at der på startnummeret var trykt vores fornavne, så tilskuerne kunne heppe personligt på hver enkelt løber.

I mål kom vi efter 7 timer og 8 minutter. Glade, trætte og stolte! Det havde været sådan en fantastisk tur på alle måder!

Vi placerede os som nummer ca. 930, ud af de godt 1.700 gennemførende løbere. Ganske fint, alt taget i betragtning. Vi var meget tilfredse! Vi havde haft en god tur med masser af overskud (på nær de sidste par km). Personligt var jeg ovenpå fra start til slut, og havde ingen kriser overhovedet. Havde en smule ømhed ved hoften efter en 17-18 km, men det forsvandt hurtigt igen. Det var bare så fedt!

Vi er derfor begge meget fortrøstningsfulde for udsigten til Transalpine-Run om 2 måneder. Vi skal nok blive klar, og vi glæder os!!! Mont-Blanc har ikke taget modet fra os. Tvært imod! Det har givet os mod på mere, og motivation til, at give den en ekstra skalle i træningen de næste par måneder!

Transalpine-Run, here we come!

Ps. Vi har fået en kommentar på forrige indlæg, om hvilke sko vi løb i. Vi har naturligvis svaret på indlægget, men kommer snarest med et blog-indlæg om hvilket udstyr vi brugte til løbet, og hvordan det fungerede.