Det er en helt ny anderledes og indviklet verden. Jeg må indrømme at det tager sin tid, at sætte sig ind i alle de spøjse signaturer, streger og farver der ikke er til at skelne fra hinanden på kortet. Og hvad med kompasset? Hvordan er det nu lige at man bruger det bedst muligt? Puha, hjernen skal pludselig på arbejde når man træner...
Men det er sjovt, og giver en masse gode kilometer i terræn!
I går stod træningen på, hvad der i orienteringssprog hedder Karruselløb. Dette er orienteringsløb rundt om i det Nordsjællandske skove, der bliver brugt som træning af mange orienteringsløbere. Orienteringsklubberne skiftes til at afholde disse løb, og tjener så en lille skilling på at sælge "baner" til løbet. Et sjovt og hyggeligt koncept, der giver rig mulighed for at træne med kort og kompas i hånden, og i skove som man ikke nødvendigvis færdes i til daglig. Prøv det! Også selvom du ikke nødvendigvis har prøvet at løbe orienteringsløb før. Der er baner til alle niveauer, og søde folk til at hjælpe og lære fra sig.
I går stod Farum OK for Karrusselløbet, som blev afholdt i Ganløse Egede. Steffen og jeg brugte udelukkende løbet til at få nogle kilometer i benene, og jeg til at få indøvet lidt orienteringsteknik. Vi løb derfor den lange bane på 9 kilometer, som blev til 13, og fortsatte derefter i luntetrav rundt i skoven, så vi alt i alt kunne logge 3 timers træning i bogen.
Nu begynder det at ligne rigtig Transalpine-træning!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar