mandag den 5. april 2010

Godt igennem helvedes flammer

Den sidste tids træning har været præget af, at Steffen stadig døjer med nogle seriøse problemer ved hælen på venstre fod. Det er rent faktisk så slemt, at han ikke har kunne løbetræne effektivt de sidste 14-21 dage... Ikke just de bedste betingelser når træningsmængden langsomt skal trappes op. Af samme årsag har Steffen også måtte sande, at næste weekends tur til Paris kun bliver en romantisk hyggetur med kæresten - han kommer ikke til start ved Paris Marathon...

Steffen ligger dog ikke på sofaen, han træner derimod en masse spinning, og har brugt påsken i Geilo i Norge, til at træne en del langrend. Dette i håb om at vedligeholde konditionen, for så, når hælen er i orden, at kunne øge løbetræningen til et fornuftigt niveau, uden at være sat helt ud af kampen. Vi håber!

Min træning derimod forløber planmæssigt. Jeg er igang med forberedelserne frem imod det første store delmål: eXtrem Maraton den 29. og 30. maj i skovene omkring Silkeborg. Løbet er et orienteringsløb på 70 km (i fugleflugt) fordelt på to dage, hvor man medbringer telt, mad og sovegrej i rygsækken, så man kan overnatte i en nightcamp i skoven. Så både rygsæk, kort og kompas bliver brugt flittigt på de mange ture i skoven. Jeg skal ikke løbe med Steffen, da han er lovet væk til et bryllup, dog ikke sit eget :). Jeg skal derfor løbe med min fætter Martin, der har deltaget ved løbet 3 gange tidligere på både 35, 50 og 70 km. Det skal nok blive fedt - jeg glæder mig!



Formkurven er opadgående og løbelysten er høj, især efter at kviksølvet i termometret har sneget sig over de 5-10 grader. Jeg har fundet de kørte rør frem, og har lovet mig selv, at de lange tights bliver liggende gemt væk bagerst i skabet, indtil oktober/november - nu er det forår! 

I dag stod træningen på et af mine favoritløb, nemlig Helvede i Nord i Tisvilde Hegn: 


Et crosslignende EXTREM / ULTRA løb gennem sandbakker, skovhøje, slugter, brand-bælter, klitter og strand. En rute så hård og krævende at selv mountainbikers må give op Det kuperede terræn og det til tider løse underlag gør løbet til en virkelig fysisk udfordring, men samtidig til en æstetisk nydelse for øjet. Løbet går gennem Tisvilde Hegns smukkeste og mest seværdige områder, bl.a. Frederikshøj, Harehøj, Bangshøj, Troldeskoven, Råbjerg, Frøbakke m.m. Det anbefales IKKE at medtage klapvogn el.lign. Du løber på eget ansvar.

Sådan skriver løbsarrangørerne på deres hjemmeside, men så slemt er det langt fra. Selvfølgelig er der bakker, sand og små snørklede stier - men det er overkommeligt og SUPER sjovt! Distancen i dag var halvmaraton, og målet var at få et godt og jævnt løb, hvor der hele tiden skulle være overskud - tiden var derfor underordnet! Det handlede om at få nogle gode og sjove kilometer i benene, og hvis der var overskud til det, så kunne benene få lov at arbejde lidt, dog uden på nogen måde at skulle løbe mig ud. Det lykkedes til fulde! Jeg fulgtes med en kollega og en ven, der også begge skal løbe eXtrem Maraton. Jeg havde et rigtig godt løb og kom fint i mål med masser af overskud i tiden 01:38:23 - godkendt på nuværende tidspunkt,og et godt udgangspunkt for den videre træning.




Foto: Kim Gudmand


Og minsandten om TV2 Lorry ikke var forbi med et kamera. Se indslaget her


Nu skal vi bare have Steffen skadesfri, så er vi igen på rette spor imod Transalp!

Ingen kommentarer: