lørdag den 20. marts 2010

Tips til valg af løberygsæk

Står du overfor at skulle investere i en løberygsæk? Og er du i tvivl om, hvordan du skal vælge blandt markedets utallige modeller. Så er der her et par tips der kan gøre valget lidt nemmere.

Hvorfor kan man ikke løbe med en hverdagsrygsæk? Og hvordan sorterer man mellem de mange rygsække? Hvad skal man kigge efter?

Man kan naturligvis godt løbe med hverdagsrygsæk, det er bare ikke noget nær det optimale. En almindelig hverdagsrygsæk kan være nok så behagelig at gå rund med til daglig. Men når menuen står på løb, stiller det altså nogle helt andre krav til rygsækken - ellers bliver det ikke nogen god oplevelse. 




Her er et par krav, som en god løberygsæk bør kunne opfylde:

Tætsiddende pasform
Det er super vigtigt at rygsækken sidder tæt ind til ryggen, så vægten er så tæt på din rygsøjle som muligt. Jo længere væk fra rygsøjlen vægten forskydes, des større mulighed har indholdet for at bevæge sig op og ned. Det vil sige, at smarte rygsække med diverse bæresystemer i aluminium, netkonstruktioner, plader mv. i ryggen er en rigtig dårlig idé. Vælg hellere en rygsæk der sidder helt tæt til, og nærmest former sig om din ryg. Dette kan på en løberygsæk nemt justeres ved hjælp af rygsækkens mange stroppe.

Lav vægt
Generelt kan man sige, at des lettere man selv og ens udstyr er, des lettere og mere ubesværet kan man bevæge sig. Dette gælder både kropsvægt og udstyrsvægt. Hold derfor øje med rygsækkens vægt, og vælg så let som muligt. Når det er sagt, så er det alligevel med et men. Fordi jo lettere rygsækken er, jo mindre slidstærke er de materialer rygsækken er lavet af. Og mange gange gemmer meget af vægten sig i rygsækkens bærekonstruktion i ryggen. Så skal du bruge rygsækken til løb til og fra arbejde, så overvej om 50-100 gram ekstra vægt ikke er givet meget godt ud for en lidt bedre komfort og en længere holdbarhed. Det er altid en svær balance...

Gode hoftespænder
Hoftespænderne er særdeles vigtige, da det er dem der skal bære den primære vægt fra rygsækken. Det betyder ikke, at rygsække uden hoftespænder, men med tynde remme, er ubrugelige - det afhænger af rygsækkens størrelse, og deraf hvor meget vægt der skal i. På mindre rygsække på omkring 10-15 L (liter) kan man godt nøjes med en rem omkring maven, men så snart vi bevæger os op på 20 L og derover er det vigtigt, at hoftespænderne sidder godt, bærer rygsækkens vægt, er nemme at komme til, og ikke mindst er nemme at justere på farten. Ellers kommer du til at bære det meste af rygsækkens vægt på skuldrene, og rygsækken vil hoppe og danse rundt på ryggen af dig. 

Nem adgang til lommerne
Løberygsække har typisk et væld af lommer placeret rundt om på hele rygsækken, nogen mere velplacerede end andre. Skal du kunne bruge lommerne til noget mens du løber, så skal de være inden for rækkevidde. Her er lommerne i hoftespænderne nogen af de mest anvendelige og nemmest tilgængelige lommer til opbevaring af mad, mobiltelefon, kompas eller andet grej. Sørg derfor for, at disse er nemme at komme til, er nemme at betjene, og at indholdet ikke hopper rundt i lommerne. 

Vandblære eller ej?
I ryggen på mange løberygsække kan du ilægge en vandblære med slange, så du hurtigt og nemt kan drikke, uden at skulle hive dunke frem fra rygsækkens sidelommer. Personligt vil jeg altid vælge en rygsæk der har denne mulighed, idet man bare kan fjerne blæren, hvis man ikke skal bruge den. Men overvej alligevel om du har behov for en sådan mulighed. Løber du aldrig over 1 time, så er behovet for væske minimalt, og det er derfor ligegyldigt at have væskeblære med.

Andre features
Tænk over hvad du skal bruge rygsækken til. Skal du løbe til og fra arbejde er det måske ikke så vigtigt, at du kan påspænde diverse udstyr rundt om på rygsækken. Rygsækken kan hurtigt blive dyr pga. forskellige ekstra features, som lyder super smarte og anvendelige, men som du måske aldrig kommer til at bruge.

Komprimering
Det er vigtigt at rygsækken har komprimeringsmuligheder i form af remme eller elastikker, så indholdet kan fikseres i rygsækken. Derved kan du købe en større rygsæk, og så spænde den ind, hvis du ikke fylder rygsækken helt ud på alle dine ture.

Vælg en størrelse der passer!
Gør op med dig selv, hvad du skal bruge rygsækken til. Og vælg så en rygsæk der passer dertil. Rygsækkes størrelse, kaldet pakvolumen, angives i liter og spænder fra helt små rygsække på under 5 liter og op til vandrerygsække på omkring 80 liter. Løberygsække ligger typisk mellem 10 og 30 liter. 

Her er et overblik over de forskellige størrelser, og hvad de egner sig til:

Væskerygsække - < 10 L
Disse rygsække er primært lavet til langdistanceløb, hvor det er vigtigt at drikke vand undervejs. Bruges typisk af løbere der tilbagelægger lange distancer, hvor der er ikke er væskedepoter undervejs, og hvor der er behov for en stor mængde vand. Der er lige plads til væskeblæren, en jakke og lidt småting. Til gengæld er den super let og mærkes nærmest ikke på ryggen.




Fx Salomon XT Wings S-Lab Set.

Små rygsække - 10 til 15 L
Dette er en størrelse til dig der gerne vil have lidt mere med end bare lidt væske og geler. Her er der også plads til lidt tøj, men heller ikke meget mere. 




Fx Salomon XA 10+3 L (10 liter som standard, men kan udvides ved at lyne en lynlås op på fronten).

Mellemstore rygsække - 15 til 25 L
Dette er den perfekte størrelse til en transportrygsæk. Så har du planer om at løbe til og fra arbejde, så bør du kigge efter rygsække af denne størrelse. Her er der plads til både væskeblære, sko, tøj mv. I denne størrelse rygsæk begynder det at blive vigtigt med nogle gode hoftespænder, da der er plads til temmelig meget.

Fx Salomon XA 20 M

Store rygsække - > 25 L
Her nærmer vi os vandrerygsække i størrelsen. Her er der rigtig meget plads, fx til en stor fyldt indkøbspose fra supermarkedet, med lidt ekstra oveni. Bruges typisk til længere etapeløb eller adventureraces, hvor der skal transporteres meget udstyr. Her bør du prøve rygsækken på med godt med vægt i, så du kan mærke hvordan den sidder og opfører sig på ryggen.


Fx Salomon XA Sky 30 + 10 M.

Der er mange løberygsække på markedet, både gode og dårlige. Hvad der passer til dig og dine behov kan kun du afgøre. Prøv derfor at definere dine behov, og besøg så en forretning hvor du kan få lov til at se, røre og føle rygsækken på. Fordi ét er hvad producenterne skriver om deres rygsække, noget andet er hvordan de er virkeligheden.

Og så er det ellers bare på med sækken og op ad bakkerne! 

søndag den 7. marts 2010

Et tiltrængt forår er på vej

Jeg synes vinteren har været lang - meget lang. Til at starte med var sneen et kærkomment indslag der gav træningen en helt ny dimension: smukt, anderledes og hårdt! Her knap 3 måneder efter de første snefnug må jeg godt nok indrømme, at jeg er godt og grundig træt af sne og is - nu må det MEGET gerne blive forår!

Det er ikke kun motivationen der bliver trykket pga. kulden, også helbredet har for mit vedkommende været ramt. 1 uge med halsbetændelse i uge 6, og så 1 uge med mellemørebetændelse her i uge 9... Det vil sige at der er revet 2 ugers træning ud af kalenderen - øv! Skal man se lidt positivt på det, så er det et okay tidspunkt at blive syg på. Det ville være noget rigtig skidt til sommer, når der rigtig skal trænes igennem. 

Men nu vender det. Selvom termometeret stadig sniger sig under frysepunktet om natten og skoven stadig er dækket af sne og is, så er foråret på vej - det lover vi!

Det er ikke kun os der lover plusgrader og sol, der gør DMI også:


Og hvor har det bare været skønt at se solen igen! Så betyder det pludselig ikke så meget, at skoven er tæt på ufremkommelig pga. spejlglat is overalt. Det at hoppe i løbeskoene og så få en times D-vitamin, det er simpelthen for fedt! Næste skridt er så, at skoven bliver fuldstændig fri for is og sne, så vi for alvor kan komme rundt, uden at ryge på røv og albuer...



Man kan hurtigt blive lidt forårskåd af det smukke vejr. Det blev Steffen for et par uger siden. Han løb lidt for langt to dage i træk, i for fleksible sko, i hårdt iset terræn. Det har desværre resulteret i, at hans højre hæl har det rigtig skidt. Derfor er det nu Steffen der må slippe gashåndet og drosle træningen lidt ned. Rigtig ærgerligt, men så kan jeg måske hente lidt af det forsømte...:)

Erfaringer og købguides
Vi har efterhånden fået løbet en del kilometer i terræn, med meget forskelligt udstyr. Vi vil derfor inden for den nærmeste fremtid bringe vores erfaringer med forskelligt udstyr, samt lave forskelige købeguides, der gør det lidt nemmere for dig at vælge rigtigt i udstyrsjunglen. Er der noget som du godt kunne tænke dig at høre nærmere om, så smid os en kommentar på dette indlæg, så vil vi gøre vores bedste for at følge op på det.

Vi har allerede lavet to købeguides:
- Lidt om terrænsko (om terrænsko)
- Lys på løbeturen (om pandelamper)

Måske der kunne være stemning for en guide om løberygsække?


Løb i vores fodspor
Vi vil derudover poste mange af vores træningsruter, som GPS-ruter, her på sitet, så du kan downloade dem og bruge dem som inspiration i din egen træning. 

Stay tuned!