Vi betragter lidt vores kroppe som bilmotorer der skal fintunes til Alpernes udfordringer. Motoren skal holdes ved lige, smøres, trænes og justeres, så vi kan undgå dumme skader. Det er vigtigt for os at forebygge skaderne, fremfor at behandle dem når de er indtruffet. Derfor stod dagen i dag på serviceeftersyn af motoren hos KLINIK, hvor Simon agerede mekaniker.
Simon starter ud med at bede Steffen om at smide alt tøjet - sjovt som man altid skal det hos fysioterapeuten...:) Simon går derefter straks igang med at sætte små sorte tuschstreger rundt om på Steffens krop - pejlemærker for den videre undersøgelse.
Og så går Simon ellers igang med at tjekke kroppen igennem for fejlstillinger og asymmetri. Op og ned i knæ, små hop på stedet osv.
Men hvorfor? Mon det er det der har været grund til Steffens problemer i baller og baglår? Simon fortsætter sine detaljerede undersøgelser... "Mon Steffens ben er lige lange?"
"Det ser rigtig nok ud. Så det er ikke der problemet ligger. Op en tur på løbebåndet og gå."
Serviceeftersyn hos KLINIK from Peter Ebro on Vimeo.
Efter at have kigget billederne igennem et par gange konkluderer Simon: "Der var noget der ikke så helt rigtigt ud. Steffen roterer sin venstre fod en smule mere udad end den højre. Det kombineret med, at Steffen ikke er så fleksibel i venstre side af hoften, kunne måske godt give anledning til problemer. Fødderne må undersøges." Simon mener at en forskel i fodstillingen kan være skyld i udadrotationen og den forskudte hofte. Så han kigger nærmere på fødderne.
Sprittushen bliver igen hevet frem for at sætte små krydser, der skal bruges til at måle svangbuens højde og anklernes placering i forhold til hinanden. Simon finder en avanceret lineal frem, og begynder at måle Steffens fødder op som en anden skrædder.
Serviceeftersyn hos KLINIK from Peter Ebro on Vimeo.
Simon mumler lidt i skægget. Tager lidt flere mål, og udbryder så: "Tænkte det nok. Den venstre svangbue er meget lavere end den højre. Din venstre ankels placering er derudover lavere og mere fremskudt i forhold til højre. Så er der nok en sammenhæng mellem din fodstilling og din lidt skæve hofte..."
Simon fortsætter: "Hvis du løb 5-10 km 2-3 gange om ugen uden skadesproblemer, så ville jeg ikke gøre så meget ved de små forskelle. Men nu skal du ud og løbe en del, og rigtig mange lange ture, så vil anbefale at prøve med et indlæg til løbeskoene, der kan rette svangbuen en smule op. Derved kan vi forhåbentlig undgå nogle af de overbelastningsskader, som du allerede nu kan mærke snerten af."
Og så går Simon ellers igang i det lille værksted - nu skulle der laves indlæg! Ved KLINIK arbejder de med sål-typen SuperSole, som er meget fleksibel og nemt at forarbejde, så det passer helt præcist til den enkeltes fødder og behov.
Simon starter med at kigge på løbeskoene. Indlæg og løbesko skal arbejde i fællesskab, så de skal naturligvis passe sammen!
Op og stå på det forvarmede indlæg, med et par kiler under svangen. Frem med linealen igen for at sikre at svanghøjderne bliver præcist lige høje. At lave indlæg er et håndværk der kræver et blik for detaljen, noget som Simon virkelig mestrer!
Og så frem med "hårtørreren", så de små endelige justeringer kan laves. Simon fortsætter: "Du har ikke tendens til nedfalden forfod, udtalt forfodspronation eller andet, så der er ingen grund til at justere indlægget yderligere."
"Så er indlægget faktisk færdigt. Du skal nok regne med at blive lidt øm i fødderne på de første par løbeture. Du skal nemlig lige vænne dig til at få løftet svangen lidt mere end hvad du er vant til. Hvis du føler dig generet af indlægget og ikke synes det fungerer, så kom tilbage med dem, så laver jeg det om!"
Nu tænker du nok: "Er det nu også virkelig nødvendigt med specialtilpassede indlæg i løbeskoene?" Nej ikke nødvendigvis. Det er en vurdering i det enkelte tilfælde. Men skal man igang med at løbe meget, så kan de små problemer hurtigt blive store. Som Simon siger: "Tænk på det som en 12 år gammel vaskemaskine, hvor skruerne i den ene side er helt færdige, fordi vaskemaskinen ikke har stået helt i vatter på badeværelses gulvet. Centrifugens rystelser har ikke givet anledning til de store problemer de første par år, da vaskemaskinen ikke er blevet brugt så ofte. Men da vaskemaskinen kom op i alderen og har vasket mange vaske, så har det alligevel betydet end del, at den har stået skævt gennem alle årene..."
Så det er ikke nødvendigvis alle der har behov for indlæg - slet ikke. Men der er nok mange der ville have glæde af det, især i disse tider hvor maraton nærmest er blevet en folkesport.
Du kan læse meget mere om SuperSole indlæg HER.
Vi vil ud og se om indlæggende er så gode som Simon lover, så slut herfra!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar