onsdag den 13. januar 2010

Lidt om terrænsko...

Hvad er den rigtige løbesko når løbeturen slår et smut forbi skovens ujævne og krævende underlag? Ikke nødvendigvis en decideret terrænsko – det afhænger utroligt meget af underlaget du skal løbe på. Mange løbere løber upåklageligt i et par gamle løbesko der har udtjent sin værnepligt på asfalten. Men skal du en tur i skoven, og løbe rundt i terrænet, uden for skovstierne, der hvor underlaget er blødt, mudret og ujævnt, så kunne det godt være du skulle overveje et par rigtige terrænsko.

Kan man ikke bare bruge sine gamle løbesko i skoven? Hvad karakteriserer en terrænsko? Og hvordan er den anderledes end en almindelig løbesko?

Grovere sål
Sålen på en asfaltsko er typisk blød og ikke særlig profileret, idet den ikke har det store behov for at stå fast på underlaget – det klarer friktionen mellem gummi og asfalt. Asfaltsålen skal derimod kunne give en hurtig og effektiv afvikling, hvor man får en god respons fra underlaget, uden at stødende bliver for kraftige op igennem sålen. En terrænsko er derimod udstyret med en grov og profileret sål med store gummidutter, der virkelig kan tage fat i underlaget, så du kan fokusere på at tæske rundt i bakkerne, uden at miste fodfæstet for hvert skridt.



Kraftigere overdel
På den sædvanlige asfalttur rundt om blokken er der ikke den store risiko for, at få flænset overdelen op af lavthængende grene. Derfor er en almindelig løbesko typisk designet med en meget åben overdel i mesh, der tillader så meget luft som muligt, at trænge ned i skoen. På en terrænsko er overdelen langt kraftigere, både for at gøre skoen mere slidstærk, men også for at gøre det tættere, så vand, mudder, småsten osv. ikke trænger direkte igennem.

Lavere profil
Tyngdepunktet i en almindelig løbesko er typisk så højt, at der er stor risiko for at vrikke rundt i skoen, når man bevæger sig ud på skovbundens ujævne underlag. Derfor er sålen på en terrænsko noget lavere end på en almindelig asfalttraver, idet det giver en tættere kontakt og større kontrol med underlaget.

Mindre støddæmpning
Forestil dig, at hvor højt en golfkugle hopper når du dropper den fra 2 meters højde ned på asfalt. Og forestil så, at du dropper den ned på en blød skovbund. Tror du der er forskel på hvor højt golfkuglen hopper op igen? En del! Løb på asfalt kræver en temmelig blød sko, der kan dæmpe og kontrollere den energi asfalten sender retur, hver gang du sætter foden i jorden. I skoven er behovet for støddæmpning et helt andet, i hvert fald når du bevæger dig væk fra stierne, derud hvor underlaget er blødt og eftergivende. Derfor er støddæmpningsniveauet meget lavere i en terrænsko.

Mindre pronationskontrol
Løb på asfalt er meget monotont, og sætter visse krav til pronationsstøtten i en løbesko, da man ellers temmelig hurtigt kan løbe ind i seriøse overbelastningsskader. I skoven er behovet for pronationsstøtte ikke så stort, idet underlaget er så ujævnt, at foden i højere grad har behov for kontrol og føling med underlaget, frem for støtte. Med andre ord, så betyder det ikke så meget om støtten er helt tip top, når du løber rundt i skoven, hvis du vel og mærke løber væk fra stierne. Snakker vi stiløb, er behovet for støtte næsten det samme som ude på asfalten. Man skal dog være opmærksom på, at det kan kræve lidt tilvænning at løbe i en terrænsko uden nogen form for støtte – man kan godt blive lidt øm i fødderne i starten.

Det svære valg!
Men hvad skal man så vælge? Svaret afhænger meget af hvad du skal bruge skoen til. Men for overblikkets skyld kan vi groft inddele terrænsko i tre kategorier:

Skoen til stiløb – Salomon XT Wings S-lab 2
Dette er skoen til dig, som løber i skoven året rundt, men primært på de store stier. Skoen har ikke sine store forcer i terrænet når det bliver rigtig krævende, men er lækker når underlaget er lidt ujævnt, vådt og fedtet. Skoen er nogenlunde lige så støddæmpet som en almindelig asfaltsko, bare med en grovere sål, lavere profil og en kraftigere overdel.




Vi bruger typisk denne sko til vores længere træningspas i skoven, hvor vi mest løber på stierne, men også lidt i terrænet. På disse ture er behovet for for støddæmpning og pronationskontrol større end ved hardcore terrænløb, og her er XT-Wings S-Lab 2 formidabel!




Terrænskoen der også går til stierne – Salomon Speedcross 2
Speedcross er et rigtig godt valg for dig, som godt vil stifte bekendtskab med terrænløb, godt klædt på iført et par rigtige gode terrænsko, som både kan bruges i terrænet, på stierne, til og fra skoven på lidt asfalt, og ikke mindst i sne. Dette er en sko som vi træner rigtig meget i, pga. dens støddæmpning og gode terrænegenskaber. Her betyder det ikke så meget at passager på løbeturen foregår på fast underlag eller i rigtigt krævende terræn – den kan det hele!



Dette er lidt en hybrid mellem en terrænsko til stiløb og en fuldblods terrænsko. Støddæmpningsmæssigt er den ikke helt på højde med en almindelig asfaltsko, men man skal absolut ikke være bange for at løbe på faste skovstier i denne sko, det er den rigeligt støddæmpet til. Derudover har den super gode terrænegenskaber, med en grov sål, der virkelig bider sig fast i underlaget, og giver en god kontrol, også når underlaget er mudret og fedtet. Den har en tætsiddende pasform, den er let og fleksibel og giver bare én lyst til at forcere nogle lange seje mudrede bakker!




Født bakkefræser – Inov8 X-talon 212
Her har vi fat i en rigtig fuldblods terrænsko, som du kan se rigtig mange orienteringsløbere drøne rundt med i skoven! Den er udelukkende designet til, at give løberen en så let, sikker og kontrolleret afvikling som overhovedet muligt. Her er alt unødvendig vægt og komfort skrællet af skoen, så den vejer det minimale – kun 212 gram! Det er hvad en helt let konkurrencesko til asfalt vejer. Derfor er skoen heller ikke særlig velegnet til løb på fastere underlag - det er den simpelthen for lidt støddæmpet til.



Vi har dog også trænet længere ture i denne sko (15-20 km) uden problemer, også med passager på hårdt underlag. Det kræver dog, at din kropsvægt ikke kommer meget over 80kg, og at du bruger skoen med omtanke. Skoens lave profil og kraftige sål giver en sublim føling med underlaget.



Dette er bare et udpluk af markedets mange muligheder, men et udpluk som vi mener, er særdeles godt! Hvad der lige passer dig, dine behov og dine fødder kan være svært at sige – det skal prøves på! Men tag først et par ture i skoven i dine almindelige løbesko, og se om det her terrænløb er så fedt, som vi synes det er. Hvis du bliver bidt af det, så overvej et par terrænsko – det giver træningen en helt ny dimension, og gør oplevelsen så meget federe!

2 kommentarer:

carsten sagde ...

Jeg har selv et par Inov8 X-talon 212 og er helt enig i, at det er en suveræn sko uden for stierne. Jeg synes dog at indlægssålen er lidt for tynd og har skiftet den ud med en Superfeet sål model "orange". Det øger vægten en lille smule men giver efter min mening langt større komfort.

Peter sagde ...

Hej Carsten.
Helt enig, synes også at indlægssålen er lidt vel tynd. Har også selv udskiftet den med en Salomon Ortholite indlægssål, den som sidder i langt de fleste af deres sko. Det giver en lidt blødere fornemmelse og lidt mere svangstøtte.
/Peter