tirsdag den 14. september 2010

Masser af billeder

Så er vi tilbage i Danmark, til hverdagens travlhed med job og familie, men til gengæld ikke så meget løb disse dage. Skaderne skal lige have lov til at hele inden vi skal ud og løbe igen.

Indtrykkene er så småt ved at være sunket. Vi vil derfor snarest komme med et indlæg om, hvordan vi selv synes det gik.

Vi har fået sorteret i de mange billeder, som vi har taget på turen over Alperne, og har udvalgt de bedste og mest sigende fra turen. Du finder dem i vores Picasa-album her:

http://picasaweb.google.com/109592156407473076078/TransalpineRunUdvalgtePics#

Og her ligeledes billeder af team # 7 taget af løbets prof. fotografer:
http://picasaweb.google.com/109592156407473076078/TransalpineRunArrangRpics#

Vi vender tilbage med videoer, når det forhåbentligt snart spiller.

I Dolomitterne efter 300 km, med 15 km til mål.

lørdag den 11. september 2010

Vi gjorde det sgu! Vi er Finishers!

Så er vi omsider i mål! 8 dage, 315 km og 14000 hm er overstået! Endelig!

Det har været for sindsygt det her. Fuldstændig ubeskrivelig sindsygt. På mange måder, både fysisk og psykisk. Det må der komme en længere beretning om senere. Lige nu er vi fuldstændig tomme i hovedet. Vi har en mærkelig tom følelse i kroppen. Nu har vi i 10 måneder forberedt os på det her løb, og nu er det overstået... Mærkeligt.

Dagen idag var 33 km og 1280 hm, altså en kort og relativ flad etape. Lækkerier for vores stegte ben. Men hold da kæft hvor var den flot! En fuldstændig ubeskrivelig smuk natur der er her i Dolomitterne. Det er simpelthen fantastisk! Vi tog den helt stille og roligt, og fulgtes med Benny og Henrik hele vejen. Vi havde begge ondt, især Steff, som havde nogle rigtig ømme skinneben - nu både højre og venstre. Først løb vi 15 km ud gennem dalen med ca. 350 hm, og så gik det ellers opad 930 hm til et plateau med udsigt til Tres Cime - de karakteristiske tre toppe her i området. Derfra et flot nedløb, 10 km til mål.

Super fedt at løbe over målstregen efter 5 timer og 11 minutter, med hænderne over hovedet, vel vidende, at nu var det sgu slut! Vi gjorde det. Gennemførte det lettere sindsyge projekt, på trods af skader og modgang - fedt! Vi er super glade, men trætte i hovederne.

Nu skal vi have et bad, inden det store Finisher-Party venter, med grill og udlevering af den ombejlede Finisher-T-shirt.

Når vi har fået tankerne på pladsen, og sunket oplevelserne, kommer vi med masser af billeder og videoer fra 8 dage i Alperne.

Ibuprofen længe leve - det var ikke gået uden :)!

Sidste etape venter

Underlig fornemmelse at sidste start er om 30min. Foto fra vores hotelværelse hvis beliggenhed ikke kan være bedre. Vi skal kun bevæge os 30meter udover etapens 33km og små 1300hm. Perfekt timing her sidste dag. Det bliver en etape der skal nydes maximalt i strålende sol.

Sexten vi ses meget snart - sæt champagnen på køl!

Ps skal jeg vække pivesvendsen(junior) inden jeg hopper ned til start? :-)

fredag den 10. september 2010

"Peter, jeg checker dig ud af løbet..."

..."ved næste depot hvis du ikke spænder hjelmen og kommer i sving." Sådan cirka faldt orderne godt 2timer inde på dagens etape. Forinden var forsøgt med de søde toner a la "Godt gået Peter, du ser stærk ud, bliv ved", "Ser godt ud, kun 400hm igen til dagens første bjerg er i bogen". Ligeledes de lidt latterlige, men vigtige for Peter :-) "Du udgår ikke 1½ etape før mål og misser Transalpine Finisher t-shirt som du kan vise frem derhjemme", "hvad med næste morgenmøde hvor alle dine kollegaer sidder" etc...men lige lidt hjalp det. Peter havde nas i knæhasen og ville ud af løbet, men sagde det bare ikke direkte til mig. Benny og Henrik løb forbi og til Henrik faldt orderne, så lidt efter da de var væk og Peter kom nedtrykt op faldt bloggens overskrift. Det virkede! Vi skulle til andet depot sammen for at jeg kunne få lov at fortsætte alene, men da vi kom over toppen kom Peter ud af den negativ tankegang og fik fart på nedad(forbi Benny og Henrik) og i en fin tid til depot. Vi skulle selvfølgelig videre sammen og derfra var det fra helvede til himmel. Næste 700hm blev taget i super tempo og de fantastiske views fra ruten blev nydt. Det smukkeste af dolomiterne blev gennemløbet og i en tid omkring 7timer nåede vi Niederdorf. Helt oppe og køre for nu var den der. En fuld marathon distance var løbet med 2000hm. Fedt!

Der var en fantastisk stemning på den sidste del af ruten på alle hold for nu var en af kongeetaperne så godt som overstået, og i morgen mangler kun 33km og 1200hm - så alle hold havde en følelse af 'vi klare det her syge løb - kun en dag igen...'

Efter gårdsdagen smertefulde etape og vores mentale nedtur med krisestemning til aften var vi noget nervøse for dagens udfald.

Taktikken for dagen var at vinde tid i starten så vi kunne tage den lidt roligere på op- og nedløbene som smerter os godt efterhånden(Peter opad og jeg nedad). Derfor hurtigt til første depot godt oppe i dalen efter 12km og med 350hm(nåede vi efter 1.15). Derefter ventede 850hm til Forcella Sorra Forno i 2380m og 4km nedløb til 1493 og andet depot. Derefter 700hm op og afslutende 1000hm nedløb til sidste depot.

Tak til Tikkanen for hans kommentar på bloggen, for den blev brugt meget i dag; 'Pain is temporary, Glory is forever! - ATTACK'

I morgen venter så sidste etape i de super smukke Dolomitter, og så er vi sgu færdige!

torsdag den 9. september 2010

De må smide os ud!

Idag har været den hårdeste overhovedet - uden tvivl! Selvom ruten var flad de første 20-21 km, og så kun med en enkelt opstigning og nedløb, så trak den seriøst tænder ud. Steff frygtede for den første del pga. hans skinneben, og jeg for mit knæ når det gik opad. Men det gik fint derudaf i 6 min/km ca. og vi nåede den 2. tidsgrænse i god tid. Jeg løb rimelig smertefrit, men Steff havde ondt hele vejen derud. Og derfra startede helvede så, 4 timer på smertegrænsen. Vi gik stille og roligt deropad, et skridt af gangen, for det gjorde ondt på os begge. Min knæhase og øverste del af læggen er smadret, og kan ikke strækkes uden at det gør ondt i hele knæet. Så gang opad er noget rigtig lort. Så hellere løb, men det kan bare ikke lade sig gøre 1400 hm opad efter 240 km i benene...

Eneste mål var at nå 3. tidsgrænse lige efter toppen af bjerget, og så ellers komme i mål. Vi havde heldigvis tid i banken pga. vores løb de første 21 km, ellers havde vi ikke nået det. Det var en kamp hjem. Selvom vi var presset begge to, var humøret højt, og vi var flere gange fuldstændig færdige af grin over situationen. Det var simpelthen så tragikomisk. Men vi ville simpelthen ikke udgå! Vi skulle bare igennem.

Vi kom i mål efter 6 timer og 38 minutter. Ikke specielt trætte, men bare med ondt i stængerne. I den oprindelige plan skulle dagens etape være 52 km (12 længere end idag) og med 3000 hm (1000 hm mere end idag). Men løbet kunne heldigvis ikke få tilladelser til at løbe op over et bjerg, ellers var vi ikke kommet igennem.

Vi er nu i et dilemma, for hvad gør vi? Vi vil gøre alt for at komme igennem, men spørgsmålet er bare om benene kan holde... Så kan viljen være nok så god, det nytter bare ikke. Problemet er, at vi ikke kan nå morgendagens tidsgrænser med mindre vi går hurtigt, og løber på det flade. Jeg kan løbe/gå på det flade, men kan ikke noget opad. Med Steff er det lige omvendt. Dårlig kombi. Hvis vi ikke når en tidsgrænse, så ryger vi begge ud af løbet. Men hvis én af os inden etapen melder os ud, så kan den anden fortsætte løbet i følgeskab med et andet hold. So what to do?

Lige nu er planen at prøve at stille til start, æde noget smerte, og så prøve at nå første tidsgrænse, og så ellers tage den derfra.

Fedt, at det kun er maraton i morgen...

De må smide os ud! Vi hopper sgu ikke selv ud.

onsdag den 8. september 2010

Måske selvmord...

Dagens taktik var på forhånd svær at lægge. De andre dage har vi pænt fulgtes med Benny og Henrik, indtil ml. 5 og 17 km før mål, og så løbet friskt derfra. Idag handlede det om, at få Steff igennem etapen. Hans skindeben var her til morgen rigtig ømt, og han havde svært ved at flekse foden uden at det gjorde nas. Hvad skulle taktikken være? Skulle vi tage den med ro fra starten, og måske ikke nå alle tidsgrænserne? Eller skulle vi skyde den af fra start, så vi kunne nå over det første bjerg med lidt tid på kontoen til det sidste lange nedløb mod mål?

Problemet for os var, at der på hver etape er mellem 2 og 3 depoter/tidsgrænser der skal nås inden for en hvis tid. Hvis disse ikke nås, bliver man "hevet ud" af løbet, man tæller ihvertfald ikke med i klassementet, og får ikke finisher-T-shirten til slut.

Vi valgte sidste mulighed - at skyde den af fra start. Vi havde jo gode ben og var friske, på trods af skaden, så hvorfor ikke? Vi lagde os i fronten af vores startgruppe, og trykkede så ellers godt på opad det første bjerg. Vi hentede hurtigt en masse af de hold der lå foran os, og vi kom helt op foran nr. 2 i dame-klassen. At de så har løbet i det tempo de sidste 4 dage, og vi har taget det med ro, gør nok også, at vi kan følge med opad bjerget. Vi nåede første depot på toppen efter 5 km og 500 hm, med ca. 45 minutter til tidsgrænsen. Derfra gik det så videre op (540 hm) til dagens højeste punkt i 2537 m. En sindsyg flot optigning med nogle ret smalle og farlige passager, med nogle bratte fald, hvis man gled i sneen. Derfra et brat nedløb til 1700 m, hvor andet depot lå efter ca. 15 km. Her havde vi over 1 time til tidsgrænsen, og lå stadig højt oppe i feltet. Men blev indhentet af 2. og 3. damehold, som vi hægtede os på opad dagens sidste stigning på 700-800 hm. Det skal lige nævnes, at pga. stenskred på toppen af bjerget, måtte ruten bliver omlagt, hvilket gjorde ruten 5 km længere, og plus 300-400 hm... Men op kom vi, og 20 km var i hus, og så var der "kun" 13-14 km hjem, men nedløb hele vejen - teknisk virkelig svært nedløb, meget stejlt og med mange glatte sten og rødder. Jeg røg på røven ved 25 km på en træbro. Nåede lige at høre en official råbe "Watch out, slippery bridge", men for sent... Heldigvis skete der ikke noget. På dette nedløb satte vi tempoet drastisk ned for at skåne Steffs skinneben, så han kunne komme hel i mål, uden alt for mange smerter - men det gjorde ondt alligevel! Vi mistede derfor en del placeringer. Men det er ligegyldigt, vi kom hele hjem i tiden 5 timer og 18 minutter, hvilket placerede os som nummer 76-77 på etapen, og 34 i aldersgruppen. Særdeles udemærket, alt taget i betragningt.

Jeg selv er desværre også blevet ramt af en mindre skade. Min hasemuskel/sene bag på knæet gør rigtig ondt når jeg bøjer og strækker benet. Ikke skide heldigt... Den får lidt ibuprofen-creme, og så må vi tage den med ro i morgen.

I morgen venter en hård nyser på 39,70 km, hvor de første 20 km er pandekageflade og på asfalt, og så stiger det ellers 1400 hm de næste 10 km, og så 1200 meter nedad bagefter! Der tager vi den bare helt med ro - vi skal bare igennem. Vi må så se, om det har været selvmord, at vi gav den gas idag...

Ud over småskavankerne har vi det meget godt, og har egentlig rimelig okay ben, stadigvæk. Vi er trætte efter dagens etape, hvilket er naturligt, når vi gav den lidt gas. Jeg er dog noget snottet og hoster lidt, men det går okay så længe pulsen ikke kommer alt for langt op.

Kun 3 dage hjem!

Lovede lige Steff at nævne, at på dagens første opstinging, måtte jeg bede ham om, at sætte tempoet ned, da han ellers ville køre mig i smadder! Meget godt gået af den gamle!

tirsdag den 7. september 2010

163 km er løbet - vi er over halvvejs!

Det var så 4. etape. En milepæl i løbet, både hvad angår kilometer og højdemeter, men i ligeså høj grad mentalt. Vi har nu løbet 163 km og knap 7500 højdemeter. Dvs. at vi er over halvvejs... Inden løbet startede snakkede vi om, at når vi først var forbi 3. og 4. etape, som er løbets to længste og vel nok også hårdeste etaper, så var vi godt på vej mod målet i Sexten. Og nu er de løbet!

Dagen idag bød på 44 km og lige knap 2000 højdemeter opad og 1300 nedad. Vi var noget spændte på, hvordan benene ville arte sig efter gårsdagens 47 km, og lidt friske afslutning. Men det gik godt! Målet blev nået i 7 timer og 37 minutter. Men det var en hård dag! Først pga. starten der gik ca. 11 km fladt derudaf, hvor stængerne lige skulle igang. Lidt ømme var de, men igang kom de. Ikke hurtigt, men i løb var vi - ca. 6 min/km. Og så kom dagens første stigning, som vi ikke havde bidt så meget mærke i på forhånd, men den bød 600 hm, med nogle ret skrappe stigninger visse steder. Men smukt var det gennem nationalparken med et kæmpe vandfald der brusede hele vejen op ad bjerget.

På toppen gik det så jævnt derudaf 17 km gennem dalen. Her var det bare om at holde benene igang, og finde et jævnt malende tempo. Efter 4 timer nåede vi 30 km, og dagens sidste, men særdeles hårde stigning, hvor vi skulle op i 2669 m...! Vejen derop var særdeles vanskelig, en meget smal og stejl sti med mudder, sne og masser af sten! Og så steg det knap 900 hm på 2 km... Det er meget, rigtig meget! Det tog os omkring 1,5 time at nå den snedækkede top, som var MEGET kold og blæsende. På med vanter og jakke, hætten op, og så nedad. Nedløbet derfra var i starten ligeså vanskelig som opstigningen, da det var dækket af sne og glatte sten. Men ned kom vi, og så var der kun små 9 km ind til mål. Her havde vi begge rigtig gode ben. De havde hafte godt af de sidste 2 timer, hvor tempoet var meget lavt. Mærkeligt som vi er bedst løbende til sidst på alle etaperne - måske vi hygger os for meget i starten... :)

Vi er rendt ind i et mindre problem: Steff er blevet skadet... Han har mega ondt nederst på skindebenet, især når vi løber nedad. Lægerne mener, at det er kommet pga. en overbelastning, netop pga. løb nedad. Opad går det okay, men når det er fladt og nedad gør det nas. Ikke så heldigt... Nu ligger Steff i sengen med Ibuprofen-creme på, og håber på, at det er til at løbe på i morgen. Vi krydser fingre.

I morgen venter en kort rute på 29,4 km. En tur, som forhåbentlig bliver rimelig skånsom for Steffs fod. Den har kun 1503 hm, men til gengæld 2098 m nedløb - det er det længste nedløb vi har haft på alle etaperne... Ikke lovende for Steff, der har det skidt nedad... Men det må vi tage i morgen!

Vi har taget en masse billeder og vidoer, men er desværre stadig uden internet, så har ikke mulighed for at lægge det online. Mærkeligt som internet ikke er blevet morderne her sydpå...

Nu mad og afslapning!

mandag den 6. september 2010

En smuk, men lang dag.

Kl. 04.45 ringede vækkeuret. Morgenmaden stod klar på bordet 05.00... Det var rigtig tidligt! Men vi vågnede begge før vækkeuret, spændte på dagens udfordringer. Hvordan ville de 47 km blive...?

Kl. 07.00 gik starten i centrum af Kitzbühel. Det var rigtig koldt at stå og vente de de 30 minutter inden starten gik i 7 graders varme. Vi var begge noget spændte på om vores lidt friske og kække afslutning på gårsdagens etape ville give bagslag idag...

Igang kom vi, og med et hårdt udlæg med godt 800 hm opad af den kendte styrløbsløjpe Hahnenkam. Vi hentede hurtigt Benny og Henrik, der var startet i startgruppen foran, pga. en bedre placering i deres aldersklasse. Vi havde gode ben, pg var friske. Og opad i rask trav det gik. Prengelstein blev nået efter 1100 hm, efterfulgt af et nedløb til første maddepot. Ud igennem dalen, og så ellers opad igen. Her gik det så henad kammen en 7-8 km. Et fuldstændig fantastisk smukt stykke i 2000 meters højde, hvor vi løb på bjergskråningen med en spektakulær udsigt over dalen. 38 km blev nået ved sidste maddepot i Wildkogel, og så gik det ellers nedad mod mål. Et hårdt nedløb på et hårdt og stenet singletrack. Her var det ikke muligt at løbe særlig stærkt, specielt ikke med stive ben. Men ned kom vi, og i mål efter 7 timer og 48 minutter.

Benny og Henrik aftalte vi at forlade ved 30 km (efter 5 timer). Derefter satte vi tempoet op på bjergkammen, og nedad den sidste stigning. Vi hentede ihvertfald 50 hold på det stykke, og følte os rigtig godt løbende. Lige indtil nedløbet, hvor de stive lår begyndte at gøre nas... De sidste 9 km var derfor ikke de letteste. Men det var fedt at mærke at formen er god, og at vi kunne løbe så mange hold ind på de sidste 17 km.

Nu er vi trætte, og har stive stænger! De får godt af lidt massage her kl. 18.20. Derefter venter den efterhånden sædvanlige rutine med pasta party, pakning af taske og så i seng.

I morgen venter endnu en hård nyser - 44 km og 1967 hm, men heldigvis kun "1377" hm ned. Det bliver spændende at se, hvordan benene har det i morgen.

søndag den 5. september 2010

Op ned, op ned - med masser sol!

"Det er for fedt det her!", "Hold kæft, hvor er der flot her - se lige den udsigt!"... Sådanne kommentarer er jævnligt blevet brugt på dagens etape. En etape på lige godt 35 km med knap 2000 højdemeter, både op og ned. 5 timer og 22 minutter sagde tiden i mål.

Vi startede ud fra St. Ulrich kl. 08.10, igen med super stemning til "Highway to Hell". Men idag var det nærmere "Highway to Heaven". Lad mig sige det med det samme, det har været en fed dag.

Starten idag var splittet op i 3 felter, der blev sendt afsted med 5 min. mellemrum, for at undgå for meget kø på en smal opstigning der lå kort efter starten. Efter små 200 m kom den første bratte stigning, der varede de næste 5 km og godt 800 hm. Vi gik hele vejen op i én lang kø, pga. den stejle smalle stigning, og det hårde terræn der var markeret med et skilt: "Dangerous Section". For at undgå, at folk drattede ned, var der sat torve op, som man kunne klamre sig til.

Men for pokker, hvor var det smukt. Bedre og bedre jo længere op i højden vi kom. Her kunne vi kigge bagud, og ned i dalen, eller fremad og ud på bjergmasiverne, der lå flot med sol på, og med blå himmel som baggrund. Efter 1 time og 13 min. nåede vi toppen, som blev efterfulgt af et nedløb til første depot ved 14 km. Lige herefter op igen små 1100 hm, hvor vi gik og småløb op ad bjerget, gennem de utallige hårnålesving. Kitzbühlerhorn med sne på blev nået, hvoreftet det gik nedad igen mod mål.

Kort efter toppen lå dagens andet og sidste depot, hvor vi fik tanket godt op af både brød, ost, nødder, kage, energidrik- og barer, frugt mv. Der mangler bestemt ikke noget på disse depoter! Og så gik det ellers dernedaf. Steff og jeg aftalte med Benny og Henrik, at vi slap dem her, og løb i vores eget tempo ned - og den fik fuld gas ned af det lækreste single track gennem skoven. Vi fløj afsted og hentede ihvertfald 25 hold. Vi havde virkelig gode ben, og det føltes godt at benene fik frit løb. Da vi nåede bunden af dalen lå Kitzbühel lige for, hvor de sidste 1,5 kilometer skulle løbes i centrum. 4.19 lød dagens sidste kilometertid. Vi må så se i morgen om det var snotdumt, eller om det var en fornuftig disponering at lade benene løbe frit. Det kigger vi på i morgen :).

I mål blev der tanket godt i en liggestol, med pasta, pølser og en kold øl.

Vejret idag har været vidunderligt. Sol hele dagen, og en behagelig temperatur på omkring 14-17 grader hele vejen. Vi håber så, at vejret holder i morgen med, når løbets længste etape skal løbes; 47 km med godt 2200 hm. Det bliver en lang dag! Men vi hygger os med Benny og Henrik. Vi snakker, griner og tager billeder, så tiden går hurtigt. Og så løber vi med overskud og har det rigtig godt. Det skal nok gå i morgen. Vi er i hverfald både mentalt og fysisk klar, selvom det kun er 2 timer siden vi krydsede målstregen.

Nu står menuen på en lille lur, inden vi skal ned til massage og pasta party. Sov godt.

Ps. Vi har ikke været på et hotel endnu med internet, så det desværre ikke sådan lige til at lægge så mange billeder op, uden at det koster en krig. Så det må vente...

lørdag den 4. september 2010

1 down 7 to go...

Så er vi igang! Den første etape på 37 km og ca. 1200 hm er veloverstået, efter 4 timer og 48 minutter. Vigtigst af alt er, at vi nu her efterfølgende har det rigtig godt, er i godt humør og vi har ikke synderlig ondt nogen steder. Lidt ømhed i hofterne, men det er mere eller mindre også det - vi er ganske fortrøstningsfulde for de næste etaper.

Vi startede ud fra Ruhpolding kl. 11 til lyden af AC/DC's Highway to Hell. Hvilken stemning og hvilken start på et løb. Alle klappede og sang med, så de små hår rejste sig i nakken. Nu var vi endlig en del af det "show", som vi har set på video rigtig mange gange i månederne op til løbet, når motivationsbarometret lige skulle have et hak opad. Det var SÅ fedt! Stille og roligt løb vi derudaf, i godt selskab med Benny og Henrik fra hold nr. 198: Team Herlevløberne. 11 km rimelig fladt ud gennem dalen langs en smuk flod, hvorefter dagens første stigning på 400 hm kom, så lidt fladt igen og så et ryk opad på 400 hm over 2,5 km, og 500 m nedløb, og så endnu ca. 150 hm. Og så et brat nedløb, og så 9 rimelig flade kilometer ind til mål.

En ret overkommelig prolog, der efterlod os med gode ben og forhåbninger. Vi hyggede os hele vejen, snakkede, grinede og nød udsigten. Vi kunne uden tvivl godt have løbet noget hurtigere, men det var bare ikke intensionen fra starten. Vi aftalte igår, at vi ville løbe bevidst roligt og nyde det - vi skulle opleve det som et eventyr. Hellere komme i mål, og tænke: "Fedt, jeg vil godt kunne løbe 10 km mere. Jeg har det rigtig okay." Istedet for, at komme ind med ondt i benene, og fuldstændig smadret, så man knap kan hænge sammen. Nu kan vi hygge os om aftenen, nyde at være en del af Cirkus Transalpine-Run, og glæde os til næste dags eventyr.

Vejret har været okay, men ikke det bedste: ca. 12-15 grader og regn de første par timer, hvorefter det klarede op til rigtig fint løbevejr. I morgen skulle det holde tørt, og blive 8 grader når vi starter kl. 8, og så skulle temperaturen stige stødt til 17-18 grader i Kitzbühel.

Vi glæder os til morgendagens etape, som byder på 33,2 km og 1800 hm opad og 1900 nedaf. Ikke så meget fladt, men op og ned hele tiden - altså ingen kedelige montone stræk. Til gengæld bliver det mudrede underlag en udfordring på de stejle nedløb - det kigger vi på.

Ps. Vi tracker ikke online på Endomondo i morgen, da der har været lidt tekniske problemer med det idag. Vi uploader det derimod så snart vi krydser målstregen.

Alt for nu, sengen kalder. Vi skal op kl. 6 i morgen tidligt og spise.

fredag den 3. september 2010

Vel ankommet og klar til eventyr

Så er vi landet i Ruhpolding efter en rimelig problemfri rejse herned. Kun en 1,5 times venten ved bagagebåndet, pga. en manglende taske, har forsinket os. Men tasken blev fundet, og vi røg i toget videre mod Ruhpolding. En tur på små 2,5 time, der bragte os ned igennem det fladere sydtyskland, og små 10 min. ind i det noget mere kuperede område - Alperne ligger dermed for vores fødder, klar til at blive indtaget.

I Ruhpolding mødtes vi på hotellet med Benny og Henrik, som det er planen at følges med gennem løbet. Derefter gik turen til nummerudleveringen, hvor vi skulle tjekkes ind, og diverse grej skulle afhentes: bagagetaske, id-kort, chip, startnummer, t-shirt mv.

Tilbage til hotellet, smide grejet af, og så hurtigt videre til pasta party, åbningsceremoni og infomøde. Sjovt at opleve de mange spændte løbere fra 25 forskellige nationer - 9 mand fra Danmark af de 600 deltagere. Depoterne blev fyldt godt op med pasta og kage, hvorefter vi trillede hjemad for at pakke rygsækken til morgendagens første etape.

I morgen venter en "blid" prolog, hvis man kan kalde noget det i sådan et løb her. Vi starter kl. 11:00 på 36,3 km og 1223 hm - vi skal nok blive trætte.

Vi vil prøve at se om vi kan få Endomondo-systemet til at virke, men der er temmelig dårlig forbindelse, og måske problemer med teleudbydere når vi krydser grænsen til Østrig... Men prøv at følge os. Du finder link til Endomondo øverst til højre på bloggen.

Rygsækken er pakket, og tøjet er lagt klar. Så nu skal det sidste SIS Nocte drik indtages, inden dynerne kalder.

mandag den 30. august 2010

Hvad er det helt præcist vi skal på LØRDAG?

Først var der halve år til, så måneder til, så mange dage til, men nu er det lige pludselig på lørdag. Altså denne lørdag, nu på lørdag... Lige om lidt går starten.


Meget, meget underligt at det store mål i så mange måneder er lige her om lidt, og alligevel så langt væk. Men mon ikke vi mærker kriller i maven når taskerne er pakket og vi flyver mod München fredag og ankommer med tog til startbyen Ruhpolding tæt på den østrigske grænse. En fredag eftermiddag hvor startnumre og den store Salomon taske skal hentes. Alt det vi ikke løber med skal pakkes i denne og bliver så transporteret til vores camp/pension/hotel i målbyen for den enkelte dags etape.

Fredag aften byder på pasta party med infomøde og hold indmarch i nationer :-) Løbet er udsolgt, og de 600 løbere kommer fra rigtig mange lande. Fra Danmark er vi 4 hold, samt en enkelt der har teamet op med en tysker. Nogle af dem bliver der nok rig mulighed for at få en snak med undervejs i løbet. Men mere senere om fredagens forløb og Transalpine-Runs første etape som skydes i gang lørdag klokken 11.00.


Den har stået på nedtrapning de sidste par uger, hvor vi efter henholdsvis 7 og 4 timers træning ser frem mod 5 rolige dage med et par timers småjog inden weekenden byder på de to første etaper og 10-12 timers løb!! Vi er ikke færdig mandag efter bare lige tre dages løb, ej heller efter det dobbelte, heller ikke efter en uges løb men hele otte dage med i alt 305 km og 13500hm...


Fysiske småskavanker er der en del af, men ingen så alvorlige at vi frygter for de første etaper. Mentalt ved vi ikke, hvordan vi reagere men føler begge, at vi har hovedet med og er klar! Hvordan fysikken/kroppen (nok mest fra hoften og nedad) arter sig bliver helt afgørende for om hovedmålet, gennemførelse, nåes. Peter har haft lidt problemer med venstre hase, og jeg med venstre hæl og højre lægben. Værst er stadig min venstre hæl hvor det formodes at hælpuden er ødelagt. Den var til idrætslæge og ultralydsscanning men skulle ikke undersøges nærmere da jeg frygtede en hårdere dom (f.eks. træthedsbrud) og deraf ingen start til Transalpine-Run - klogt? Hmmm... de næste uger vil give svaret. Mit hælproblem betød løbestop i 1½ måned i februar/marts. Den er aldrig blevet god og det svinger meget hvordan den smerter. Chamonix i juni (Cross (23 km) lørdag og maraton søndag ) var uden smerter, men i stedet kan en rolig 8 km løbetur herhjemme give problemer. Men jeg har bedt den om at holde alle 8 dage i alpen!


Træningsmæssigt er vi ganske godt tilfredse (på nær mit 1½ måneders løbestop). Det har været super afvekslende med forskellige perioder med mere intens træning som har passet i forhold til arbejde, ferie, familie og de 'testløb' vi har deltaget i. Vores fysisk har ikke været til mere træning og mentalt har det også passet godt. Træning bare for træningens skyld kan blive kedeligt, men det er få perioder vi er blevet ramt af det. Højdepunkter har klart været vores ture sammen. Det være sig træningstur i snestorm i vinterdanmark, maraton ved Mont-Blanc, norske fjeldløb og sidste lange træning på Söderåsen. Nu venter målet Transalpine-Run 2010 - på lørdag...altså nu på lørdag...



Hvad er målet:
Først og fremmest at gennemføre med en snert af overskud. Vi vil hellere have en superfed oplevelse med overskud og en placering som nr. 200, end at have kæmpet os igennem med lungerne ud af halsen og blive nr. 100. Lyder svagt - ja måske, men med så lidt erfaring fra ultraløb, og med et løb der byder på 8 megahårde dage, bliver gennemførelse klart hovedmålet.

Hvad frygter vi:
Naturligvis sygdom og skader. Et enkelt ankelvrid kan sætte en stopper for resten af løbet. Vi har dog fyldt medicinskabet godt op og håber den daglige massage vil lindre lidt...

De daglige distancer og højdemeter frygter vi som sådan ikke. Vi har respekt for det, men frygter det ikke. Vi har smagt på det i Chamonix, hvor vi følte os godt løbende. Vi frygter mere det, at vi skal gøre det så mange dage i træk. Men vi har på nuværende tidspunkt hovedet med, og har indstillet os på, at det uden tvivl bliver hårdt. Når vi har hovedet med, så skal det nok gå!

Hvad bliver svært:
Klart at holde igen! Med løbere foran og bagved, er det super svært ikke at blive draget og fristet af konkurrencegenet. Vi håber vi kan holde os i ro og lære lidt af Benny fra hold nr. 198 som siger: "Jeg er fløjtende ligeglad med om 50 hold løber forbi - de 15 kan være udgået i morgen eller dagen efter fordi de lige skulle presse den lidt..."

At stå op kl. 4-5 stykker om morgenen - fuldstændig smadret i kroppen. Godt nok har vi begge børn, og er vandt til at stå tidligt op. Men vi skal MEGET tidligt op og spise inden vi skal aflevere vores taske i hotelreceptionen kl. 05.30!!!  Håber vi kan høre vækkeuret...

Hvad glæder vi os mest til:
Den storslåede rute opad, nedad, henad, på små bjergstier, gennem dale, over toppe fra det de bløde alper i det sydlige Tyskland, gennem Østrigs grovere bjerge og afsluttende i smukke fortryllende dolomitterne i det nordligste Italien.


Hvad bliver vi trætte af:
Den søde smag af energigeler! Måske...vi har dog med SIS' isotoniske geler fundet det bedste på markedet p.t.

Vi har 4 dage tilbage, inden vi fredag morgen flyver til München. 4 dage, som vi skal bruge på at få de sidste detaljer på plads. Vi skal:

  • købe de sidste småting (sportstape, solcreme, snørebånd, vaseline mv.),
  • lave prøvepakning af både løberygsæk og vores bagagerygsæk,
  • løbe et par småture,
  • få styr på teknikken, så vi kan tage billeder, sende SMS'er, blogge mv.,
  • slappe af og glæde os!
Der er helt sikkert en masse mere - det kigger vi på...

Lad os lige genopfriske løbets stemning og udfordringer:



Puha...Vi glæder os, og er klar!

onsdag den 11. august 2010

Træning på Söderåsen

Vi skulle egentlig have været en tur på Kullen her tirsdag/onsdag, men pga. lidt logistiske problemer på hjemmefronten måtte vi finde på en plan b. Vi måtte derfor pakke bilen, og køre en smuttur til Söderåsen i Sverige.


Her løb vi på Skåneleden, som er et stisystem i Sydsverige på ikke mindre end 1000 sammenhængende kilometer. Vi løb udelukkende på den del af Skåneleden der ligger i den sydlige del af Söderåsen, hvilket er markeret med en orange streg på billedet.

Kort over stisystemet i nationalparken på Söderåsen.

På trods af regnvejret, fik vi en rigtig fed træning på 4 timer og 18 minutter med 770 højdemeter. Ikke så mange højdemeter, men til gengæld fik vi tilbagelagt en del kilometer på det noget tekniske og regnvåde spor. Nok en 36-38 km (havde desværre glemt GPS'en). Dette lyder i de flestes øre som meget langsomt løb, og det er det også - det er meningen. Denne type træning handler for os udelukkende om, at være ude i lang tid af gangen, løbe i terræn, få nogle højdemeter, og så gå lidt indimellem, for ikke at få alt for stive stænger i morgen. Det er sådan vi kommer til at skulle løbe ved Transalpine-Run, hvor vi skal kunne stå op 8 dage i træk og løbe mellem 30 og 47 km... Så må vi jo hellere træne det!


Det var befriende skønt, at løbe i et nyt og helt fremmed område. Vi havde overvejet, at tage en lang tur herhjemme i Hareskoven eller Store Dyrehave. Men vi ville gerne have en tur ud af det også, og løbe et nyt og fedt spor. Det var hele transporttiden værd - det var så fedt! Kan klart anbefales. Hvis man rammer færgen lige på, og kører direkte til Söderåsen, så kan køreturen sagtens overstås på ca. 2 timer. Og så ligger der ellers bare 1625 hektar (16,25 km2) skov og venter...

Udsigt fra Kopperhatten.

Odensøen.

Nedtællingen til start er for alvor begyndt - kun 24 dage tilbage. Træningen er derfor på sit højeste nu, for så at blive trappet ned fra næste uge. Så gælder det bare om, at holde benene igang, få bugt med de sidste småskavanker, og så ellers få ladt energidepoterne op til 8 dage i Alperne. På færgen hjem fra Helsingborg, fik vi ladt nogle lidt andre depoter op med en frankfurter, desværre uden rejesalat...


lørdag den 7. august 2010

Skal man græde eller glæde sig???

Igår dumpede endnu en mail ind i indbakken fra arrangørerne af Transalpine-Run, med vigtig information om løbet. E-mailsene skal nogen gange læses to gange, da man skal være sikker på at få alle de vigtige informationer med, og da man nogen gange skulle tro, at de var oversat direkte af Google Translate. Men igår måtte jeg læse mailen hele fire gange, ikke pga. de lidt kringlede formuleringer, men fordi at jeg ikke vidste om jeg havde læst rigtigt - om det virkelig kunne passe, hvad der stod:

"Attached you'll find up-to-date altitude profiles for this year's course which Wolfgang Pohl and his team inspected step-by-step in late-July. Wolfgang Pohl: " With 305 kilometers it is the longest the GORE-TEX® Transalpine-Run has ever seen, and the difference in altitude totaling 13500 meters does add some spice to the mix. What has most notably changed, in comparison to the original plans, is the difference in elevation, but that will probably be appreciated by most runners. “During the inspection of the route we have eliminated some of the difficult high-alpine portions in order to make sure we can carry out individual stages safely even under adverse weather conditions and guarantee our runners’ safety” The result is an unbelievably diverse and extremely tough route with very long distances asking participants to give their all. And, just as the western route, it’ll be on the most beautiful trails of the Alps…"


Bid mærke  i 305 kilometer og 13500 højdemeter... De oprindelige planer lød på 295 km og 17700 højdemeter. Det vil sige, at ruten er blevet længere og fladere. Er det nu en fordel? Umiddelbart ja, for vi er trods alt bedst når det er fladt. Men på den anden side nej, fordi det bliver nogle lange stræk ligeud, hvilket vi ved at vi har større tendens til at smadre os selv på. Når det går op og ned sætter det en naturlig begrænsning for tempoet, så belastningen på benene mindskes. Men når det bliver fladt, øges tempoet helt automatisk, og løbebevægelsen bliver straks mere monoton.


At ruten så får tre rigtig lange etaper, på henholdsvis 41,195, 43,9 og 46,9 km, er nok heller ikke nogen fordel for os! Men okay, 13500 højdemeter er alligevel også noget af en sjat. Vi skal nok nå, at blive trætte af at gå opad.

Sådan her kommer dagene til at forløbe:
  • 1. etape: 36,3 km med 1223 hm op og 1034 hm ned,
  • 2. etape: 32,2 km med 1810 hm op og 1907 hm ned,
  • 3. etape: 46,9 km med 2252 hm op og 2130 hm ned,
  • 4. etape: 43,9 km med 1967 hm op og 1377hm  ned,
  • 5. etape: 29,4 km med 1503 hm op og 2098 hm ned,
  • 6. etape: 39,7 km med 1512 hm op og 1193 hm ned,
  • 7. etape: 42,195 km med 1963hm op og 1990 hm ned og 
  • 8. etape: 33,4 km med 1269 hm op og 1123 hm ned.
Vi har 28 dage til at finde en grimasse der kan passe...


Til gengæld skulle det blive en spektakulær og smuk rute ad de lækreste spor gennem Alperne - så vi må jo bare nyde udsigten, bide tænderne sammen og komme derudaf! 

onsdag den 4. august 2010

Træning, træning og træning

Som overskriften svagt antyder, så går meget af tiden i øjeblikket med træning - mere end jeg nogensinde har trænet før.

På de sidste 6 dage, siden fredag, er det blevet til 7 træningspas, hvilket svarer til 10 timer og 30 minutter, eller 120 km. Intentionen om at nå 10-12 timer her i uge 31 ser derfor ud til at lykkes. At der så skal lægges endnu et par timer oveni hatten i næste uge, virker af meget, men det må vi se på til den tid...

Skader er der ikke nogen af, andet end generel træthed i benene og lidt ømhed i læggene. Men det er nok meget naturligt, alt taget i betragtning.

Steffen er i øjeblikket på ferie på Fyn, så min træning foregår alene i øjeblikket. Jeg prøver så vidt muligt, at henlægge så mange af kilometrerne til skovens terræn, og gerne i bakker, da det er den mest specifikke træning der er mulig at lave herhjemme. Men jeg må godt nok indrømme, at jeg synes det er småkedeligt at løbe så mange lange ture alene. Jeg prøver derfor at variere stederne jeg træner så meget som overhovedet muligt. At løbe i den samme skov træning efter træning bliver for monotomt - jeg vil gerne se noget nyt på hver træning. Ellers vil træningen simpelthen komme til, at hænge mig ud af halsen - bogstavelig talt:


Mandag løb jeg derfor en to timers terræntur i Rude Skov, hvor jeg løb de første 75 min. med kort og kompas på de faste poster der er opsat i skoven. Faste poster er orienteringsbaner, som de lokale orienteringsklubber sætter op, og udskifter jævnligt (hver 14.dag i Rude Skov). Der er så hængt et kort op, hvor posterne er indtegnet, så man kan tegne dem over på sit eget kort, og løbe efter disse. Sjov og alternativ træning, der motiverer og fjerner fokus fra de tunge ben. Se en oversigt over de faste poster i Danmark her.

Idag var det Hareskoven der stod for tur. Her løb jeg 3 timer på Det Røde MTB-spor, der førte mig godt rundt i hele skoven, og bød på et fint varieret og sjovt terræn, dog uden specielt mange bakker. 



På trods af manglende bakker, var det fedt, da det er længe siden at jeg har været i Hareskoven. På trods af de mange timer i løbeskoene de seneste dage, så var benene ret fine hele vejen. Måske træningen er ved at bære frugt... Men det kan jeg nok først rigtig mærke når vi begynder nedtrapningen om et par uger.


Næste uge bliver hård, da vi gerne skal runde 12-14 timers træning. Vi har derfor planlagt en mini træningslejr på Kullen i Sverige fra tirsdag til onsdag. Her vil vi træne to lange ture med masser af højdemeter, så vi kan få samlet lidt timer til træningsdagbogen der. 




Bliver fedt med lidt bakker der er længere end de 30 højdemeter jeg kan finde i nabolaget.


Slut herfra - skal have noget søvn inden løbeskoene skal snøres igen i morgen tidlig!

tirsdag den 3. august 2010

Barcelonas bagland lokker...

De næste to uger er de uger vi skal toppe mht. timer/km inden Transalpine-Run. To hårde træningsuger hvoraf jeg frygter den første uge. Ikke så meget på grund af træningsmængden, men mere udsigten til få højdemeter, da det noget fladere Nordfyn er feriemålet. Sidste uges træning har været mentalt svær da to syge børn har tæret på søvnen. En god gang søvnunderskud samt fart på arbejde og privatliv er ikke optimalt når der skal trænes meget og ikke mindst restitueres. I løbet af de sidste ugers træning er det bare blevet kedeligt at løbe fladt og specielt på asfalt. Men en netop overstået weekend hjalp lidt på højdemetertrangen og ikke mindst motivationen.

BCN2010 | 20th European Athletics Championship

En tre dages tur med arbejdet til atletik EM i Barcelona bød på diverse præsentationer om dagen krydret med atletik på Barcelonas flotte OL stadion om aftenen. Atletik live er en intens oplevelse hvis det rette stadion, konkurrenceelementet og ikke mindst stemningen blandt tilskuerne er i top. Specielt løbedisciplinerne giver en fornemmelse af hvilket ufatteligt tempo der konkurreres i. De danske præstationer springer jeg hurtigt over men højdepunkter til finalerne fredag og lørdag var 200m dame og herre(vundet efter en fantastisk finish af den nye franske supersprinter Christophe Lemaitre som er første 'mand af europæisk afstamning' (som det flot hedder) under 10sek på 100meter) spydkast(ufattelig langt når norske Thorkildsen kaster), 1500m og 5000m herre(2.32 på den sidste kilometer!!!)

LEMAITRE strækker hals og vinder 200m
Barcelona ligger smukt omgivet af et 300-400meters højt bakkedrag. Fra Centrum er der en noget lang løbetur til asfalten skifter til stier, men da de tunge mørklægningsgardiner på hotelværelset på hotel Rey Juan Carlos på av. Diagnal åbenbarede dette view varmede det dejligt om hjertet.



Fantastiske 10 minutters løb til asfaltfrit område!  Forresten et noget underligt nyt træk man har udviklet i løbet af de sidste måneder. Altid arbejder hjernen og registrerer afstand til: flotte grønne områder, bakker og eventuelle mulige  højdemeter, stier til næste træning  etc. Så synet af disse bakker bag Barcelona var som svalende kølig is midt i Barcas bageovn.

Ekstra søvn blev det heller ikke til i Barcelona da der efter aftenens atletik skulle nydes en traditionel spansk middag som varede fra 23 til 01.30! Fantastisk mad men noget specielt at sidde med gaflen i en halv lammekølle klokken et om natten og tænke på en morgenløbetur.

Men det blev tre dage med tre super dejlige løb som løftede motivationen tilbage på rette spor. Bag knolden på billedet strakte sig små bølgende bakker, den fineste beplantning og masser af spor til vandring og ikke mindst mtb. Den lange løbetur på to og en halv time var fantastisk med de fedeste trails, smuk udsigt og små kilder hvor lidt væske kunne indtages da jeg var uden egen væske på turen. Løb bare derudaf og havde hele tiden tv masten som pejlemærke. Med snittemperatur på 27 grader var det lunt men lidt skygge i skoven og opturen over terrænet hjalp. Efter to timer i Barcelonas baghave vendte jeg løbeskoene mod toppen og hotellet. Fantastisk view da jeg fra den smukke natur pludselig stod på bakkedraget med hele Barcelona foran mine fødder. Fedt. Et lynvisit til Barcelona der bød på fire timers lunt men skønt trailløb og lidt over 1000hm.

Her 10 timer senere kan jeg skimte flade Nordfyn!

onsdag den 28. juli 2010

Langtur med ømme fødder

Så er Steffen og jeg begge tilbage i Danmark, hvilket betyder at hverdagen har meldt sig med alt hvad det indebærer af arbejde, børn og hverdagens andre praktiske gøremål. Det giver helt naturligt mindre plads og tid til træningen. Men på nuværende tidspunkt, med kun 38 dage til start, er der ikke plads til at nedprioritere træningen, tvært imod, den skal intensiveres.

Sidste uge fik vi begge logget 11 timers træning, med masser af gode højdemeter i de norske fjelde. I denne uge er planen at skrue en lille smule ned til omkring 8 timer, for så at øge til omkring 12 timer i uge 31, og 13 timer i uge 32. Men 8 timers træning kræver alligevel et par løbeture eller tre, og gerne en enkelt lidt længere tur.


Dagens træning stod derfor på langtur i Geels Skov, Kirkeskoven og Det Danske Schweiz. Vi fik løbet/gået 2 t. og 50 min. (inkl. småpauser), omkring 22 km rundt op og ned af skrænterne. Lige så stille og roligt tempo, med gang/jog op af skrænterne. Lyder umiddelbart MEGET langsomt, og det er det også. Men vores tur til Mont Blanc Marathon lærte os, at det er det tempo som er realistisk at bevæge sig i, hvis ikke vi skal brænde os selv fuldstændig ud efter 2-3 dage - vi skal jo trods alt løbe langt 8 dage i streg... Og så sænker bjerge og stejle skrænter helt naturligt tempoet markant - det er simpelthen for hårdt at løbe hele vejen op af bjergene.


Turen mindede os med det samme om, hvor meget sværere det er at få nogle højdemeter på kontoen herhjemme. Vi fik kun løbet 660 højdemeter, selvom vi næsten løb op og ned hele tiden. I Norge kunne vi løbe/gå 660 højdemeter på ca. 45 minutter, i  rimelig roligt tempo. I Danmark tager det bare meget længere tid, at få højdemetrene når bakkerne ikke kan give mere end 30 højdemeter af gangen. Træningen så derfor således ud:


Og turen på kort her.

For mit eget vedkommende var turen ikke én af de bedste. Benene var sådan set fine nok, men jeg ville prøve at løbe en længere tur i Salomon XA Pro 3D Ultra. En sko som har været på markedet i mange, mange år, og er ekstremt populær blandt adventure racere og terrænløbere.


Den er lav i tyngdepunktet, fast og stiv i det - en god kombination når terrænnet er stenet og hårdt. Jeg har vandret en del i skoen i Østrig, og løbet et par småture i den herhjemme. Men knap 3 timer i skoen var altså for meget for mine lettere sarte forfødder. Min forfod på højre fod blev rigtig øm efter knap 2 timer, så den sidste time ikke blev nogen videre fornøjelse. Ømheden skyldes den lidt faste og stive afvikling, men nok også fordi at mine specialtilpassede Supersole-indlæg er blevet trykket fuldstændig faste i forfoden, så de ikke kan aflaste forfoden op af bakkerne, hvor trykket er rigtig stort på forfoden. Ærgerligt, men godt at få testet af nu, så det er ikke er ved Transalpine-Run, at jeg ville stå efter 2 timer med ømme forfødder.

Her de sidste 38 dage frem imod d. 4. september vil vi prøve, at opdatere bloggen hyppigere, så man kan følge med i de sidste altafgørende forberedelser. Så kig jævnligt forbi og læs om hvordan det går.

fredag den 23. juli 2010

Træningsferie

Selvom der ikke har været meget aktivitet på bloggen siden den spektakulære weekend i Chamonix, betyder det ikke at løbeskoene har stået parkeret i skabet - tvært imod! Allerede i den efterfølgende uge fik vi trænet nogle gode pas med lidt højdemeter, og endda også et lidt længere 2-timers pas i Rude Skov i den danske sommerhede.

Vores plan er, at netop den næste måneds tid skal være den, hvor timerne i bakkerne skal trappes op, frem til og med uge 33, hvor så nedtrapningen begynder mod den store dag - 4. september, om kun 43 dage...  Meget passende er det derfor, at både Steffen og jeg har holdt ferie i uge 28 og 29, hvor optrapningen for alvor er startet, både hvad angår kilometer, timer og højdemeter.

I uge 28 var jeg var med min kæreste og søn i Pitztal i Østrig, der bød på perfekte træningsbetingelser; sol, 30 grader, 1600 meters stigninger lige uden for døren og svømmebassin i baghaven! Vi boede på en hyggelig bondegård i den lille lækre bjerglandsby Jerzens, der ligger på en bjergside i 1000 meters højde. Her blev det omkringliggende smukke bjergterræn godt gennemtrasket, både i løb, men også på flere vandreture med sønnike på ryggen.

På vej mod toppen af Hochzeiger i 2600 meter.

På toppen af Hochzeiger efter en fed tur op på knap 1000 hm.

Mens jeg var i Østrig blev Steffen i Danmark, og måtte derfor søge lidt nordpå for at få højdemeter nok denne uge. Derfor kørte Steffen et smut til Kullen, der kan mønstre noget flere højdemeter end bakkerne ved Bagsværd Sø.

Kullen.

Her i uge 29 er den stået på fælles "træningslejr/-ferie" i Geilo i Norge, hvor Steffens families hytte ligger. Dejligt centralt belligende i 1000 meters højde, med udgang direkte til skiterrænet. Mulighederne er derfor mange for at få løbet en masse højdemeter og lange ture på det smukke fjeld. Temperaturen er dog noget koldere end i Danmark og Østrig. I dagtimerne kan Geilo byde 10-15 grader og skiftende vejr med både regn og sol. Til gengæld er det friskt, og rigtig rart at træne i. 

Træningslysten har været stor, og vi har fået løbet en del rigtig gode ture. Vi har blandt andet været ude på en længere tur på 5 ½ time med lige knap 2000 højdemeter. Her løb vi rundt, op og ned på fjeldet der omkranser Ustedalsfjorden. Til sidst på turen var vi et smut forbi et af sydnorges højere punkter; Hallingskarvet der med sine 1933 meter rager godt op i landskabet.

Hallingskarvet.

Efter 4 timers løb var vi lettere brugte, og kom derfor til at fryse en del på opstigningen. De 5 grader og en god blæst på en 15-20 m/sek fik det til at føles noget koldt. Men op kom vi, og hurtigt nedad igen, for så at stikke snuden hjemad mod lidt aftensmad.

Udsigten fra nedstigningen fra Hallingskarvet.

Snart er ferien overstået, og masser af lækker træning venter! Inetensionen er, at vi skal op på en 12-13 timers effektiv løb i uge 33, hvilket slet ikke er urealistisk set i lyset af, at vi i denne uge kommer til at logge omkring 10 ½ timer.

Der er 43 dage til start, og vi glæder os, men er også ved at være noget spændte...

En film vi har set mere end et par gange eller to er denne, som Stephan Gripmaster har lavet om løbet sidste år. Tag hovedtelefonerne på, læn dig tilbage og nyd de lækre billeder:

torsdag den 1. juli 2010

Udstyret til bjergløb

I forrige indlæg lovede vi at komme med et indlæg om, hvad vi brugte af udstyr til Mont-Blanc Cross og Marathon, derfor kommer der her et lille overblik over grejet.


Sko
Steffen løb begge dage i Salomon XT Wings S-Lab 2, hvilket for ham var et rigtig godt valg.



Skoen er temmelig let, er fint fleksibel og har et glimrende greb i underlaget. Steffen har de seneste måneder døjet med ømhed/smerter i venstre hæl. Derfor valgte Steffen, at skifte den originale indlægssål ud med sål med lidt mere svangstøtte, for at aflaste området, og for at undgå for meget bevægelse i hælen ved fodisæt. Steffen havde undervejs ingen problemer overhovedet, heller ikke bagefter. Det kunne godt tænkes, at det bliver den Steffen løber Transalpine i.

For mit eget vedkommende er XT Wings S-Lab 2 en tand for fleksibel i hælkappen, så jeg pronerer for meget i bagfoden. Jeg kan rigtig godt lide at løbe i den, og gør det ofte. Men når turens varighed overstiger 1 time og 30 minutter, så bliver jeg øm i ankel og underben. Derfor valgte jeg Salomon Speedcross 2 om lørdagen.


Dette var også skoen jeg løb bla. eXtrem Maraton i, da den ligesom XT Wings S-Lab 2 er let, og endnu mere fleksibel i forfoden. Til gengæld er den en tand mere støttende i bagfoden pga. en lidt fastere pronationskile her. Den har et eminent greb i underlaget pga. den meget grove sål, der nærmest pløjer sig ned i gruset. Eneste problem er, at den model jeg har løbet rigtig meget i, er et ½ nummer for lille. Så når turen bliver rigtig lang og med mange op- og nedløb, så får jeg vabler under storetåsneglen. Jeg satsede dog og løb i den på Cross'en (lørdag), hvor skoen var rigtig fed. Havde hele tiden fuld kontrol over fodisættet, både op og ned, og følte mig generelt rigtig godt tilpas i den. Havde dog begyndende ømme negle den sidste halve time, men ingen vabler. Men hvis turen havde været 10 km længere, så havde det ikke været sjovt...


Jeg turde derfor ikke satse ved søndagens maraton, og valgte derfor det komfortable alternativ; en almindelig løbesko, et halvt nummer større. Her faldt valget på Nike Structure Triax 13 Breathe.


Absolut ikke det bedste valg i bjerge, men et holdbart alternativ. Skoen er blød og behagelig, men slet ikke nogen bjergged. Den er for blød, kluntet og bred når terrænet bliver for krævende. Til gengæld er den blød og behagelig på asfalt og faste stier, hvilket der bare ikke var så meget af i bjergene... Det bliver ikke skoen jeg kommer til at løbe Transalpine i. Det bliver nok Speedcross 2, et halvt nummer større, eller en Salomon XA Pro 3D Ultra.


Læs gerne vores tidligere indlæg med tips og tricks til valg af terrænsko: Lidt om terrænsko...

Sokker
Her valgte vi igen hver sin løsning. Vi er begge meget begejstrede for Ceps kompressionsstrømper, og løber de fleste af vores lange pas med disse.




Disse lange strømper er de seneste år blevet ekstremt populære blandt løbere og triatleter. Det er dog meget omdiskuteret, hvorvidt de har en effekt eller ej. Det er svært at bevise, og der ligger på nuværende ikke nogen endegyldig dokumentation for at de virker. Så måske det bare er placebo, hvem ved? Vi føler ihvertfald en klar forskel, om vi har dem på eller ej. Vi løber ikke hurtigere fordi vi har dem på, men benene føles mindre trætte efter løbeturen. 

Ideen med kompressionsstrømper er, at de skal lette blodets tilbageløb i underbenet, ved at presse sammen  om dette, og mindske dets volumen, og derved ændre tilbageløbet fra de overfladiske til de dybereliggende vener. Effekten er veldokumenteret hos personer der er i hvile og derfor bruges denne type strømper til hospitalspatienter der er passiviseret i sengen, for at undgå blodpropper. 

Istedet for Ceps kompressionsstrømpe valgte jeg at løbe i Salomons såkaldte Exo Calves.



Konceptet er sådan set det samme. Forskellen er bare, at der ikke er nogen sok på denne her Calve. Derved kunne jeg vælge en tyndere, og efter min mening, lidt behageligere sok. Om der er forskel på kompressionen i de to modeller, er svært at vurdere, men jeg syntes det fungerede rigtig fint.

Shorts
Her var vi på forhånd fuldstændig enige - der var ingen tvivl, overhovedet! Det skulle være Salomon Exo Wings Shorts.


De er simpelthen fantastiske at løbe i! 

Det kubelignende materiale under shortsene er et komprimerende materiale, fuldstændig ligesom ovenfor beskrevne Calves. Udover er der så en løs shorts. Jeg tror ikke kompressionseffekten er den store oppe i låret, men til gengæld er det rart, at  lårmusklen hele tiden holdes på plads, så man undgår for meget bevægelse i muskulaturen. Derved nedsættes muskeltrætheden. Dette er særlig rart når man løber nedad, hvor lårmusklen for alvor kommer på arbejde. Efter de to dage i bjergene havde vi ingen smerter i lårene, på trods af de mange nedløb. Om det er tightens skyld ved jeg ikke, men de var rare at have på... Disse kommer helt sikkert også med til Transalpine. 

T-shirt
Heller ikke her var der megen diskussion. Men vi valgte også den samme T-shirt for at se ens ud og ligne et hold. Valget faldt begge dage på Salomon XT Wings II 3/4 Zip Tech Tee.


En meget let og luftig T-shirts med en behagelig pasform. Ryggen er i et blødere materiale end fronten, hvilket er rigtig behageligt ved løb med rygsæk, hvor det ellers godt kan blive rigtig varmt underneden. Det var det slet ikke med denne T-shirt. Meget behagelig, og føltes ikke våd og klam på noget tidspunkt. Rigtig rart med den dybe lynlås, så vi rigtig kunne få luftet ud, når solen bagte ned på bjergsiden. Den her T-shirt bliver helt klart også pakket i kufferten.

Rygsæk
Vi skulle ikke have ret meget med, andet end væske, geler og en jakke, hvis vejret pludselig skulle skifte i højderne. Vi valgte derfor Salomon XT Wings S-Lab Set rygsækken.


Her er lige plads til en 2-liters væskeblære og en jakke. Foran kan der nemt sidde fire geler, to ved hver skulder, samt seks i hoftespændet. Stavene kunne let spændes bag på rygsækken, ved hjælp af to elastikker med "snap-låse". Rygsækken sad upåklageligt, og var nem at justere undervejs. Vi blev på intet tidspunkt generet at hverken rygsæk eller stave. Også en sikker følgesvend ved Transalpine, med mindre at vejret kræver at vi skal have mere tøj med.

Læs gerne vores tidligere indlæg med tips og tricks til valg af løberygsæk: Tips til valg af løberygsæk

Jakke
Her valgte vi den helt lette løsning; Salomon Fast Wing Hoodie.


Vi kom heldigvis slet ikke til at bruge den, men havde den med for en sikkerhed skyld. Jakken vejer næsten ingenting, hvilket gør den ideel til vores brug. Den er lavet i et meget tyndt, og meget tæt materiale. Det gør den til et godt værn mod vind og vejr, men også tæt, hvis intensiteten kommer i vejret. Her kan den godt være lidt lun at have på. Den er med en smart lille lomme hvor jakken kan pakkes sammen i, og er med en hætte der nemt justeres til. Kommer også i rygsækken til september.

Kasket
Hverken Steffen eller jeg har brugt kasket særlig meget førhen. Men det er faktisk rigtig behageligt, både fordi den skærmer for sollyset, men også fordi at den opfanger sveden, så den ikke løber ned i øjnene. Vi er faktisk begge blevet ret begejstret for en skygge, altså en kasket uden puld. Vi løb med Salomon XT Visor, som også kommer en tur med på tværs af Alperne.

 

Solbriller
I forbindelse med vores lille løbeprojekt har vi selv designet og fået lavet et par solbriller: Oakley Jawbone.


Vi kom godt nok ikke til at bruge dem så meget de to dage, da skyggen tog det meste af sollyset. Men havde dem dog på nogen gange over trægrænsen, hvor lyset var særlig skarpt. Her er det rigtig rart at kunne slappe af i øjnene. Brillerne sidder godt, er temmelig lette, dugger ikke, og er nemme at skifte glas på. Til gengæld er kanten på bunden af rammen ikke optimal, da den sidder lige i synsfeltet når man kigger ned på sporet, for at se hvor man sætter fødderne. Når man kigger ligeud er det intet problem. De får lov at sidde på skyggen til Transalpine ;-)

Stave
Stave er ikke noget vi har trænet med herhjemme i Danmark. Mest fordi, at vi ikke helt har vidst, hvad vi skulle investere i. Men da vi fredag stod i den lokale sportsbutik i Chamonix, faldt vi over et par super lækre stave; Leki Traveller Carbon.


Det skulle vise sig, at være en rigtig god investering! Stavene er lavet i carbon, og er derfor meget lette og temmelig stive. De er nemme at trække ud og indstille i højden, og ligeså at skubbe sammen igen. Handsken sidder godt, og klikkes nemt på staven ved hjælp af en lille løkke, der klemmes fast i en "kløft" i grebet på staven.

Det er en smule hårdere at bevæge sig ved hjælp af stavene, da man bruger noget energi på at skubbe fra. Til gengæld giver de en meget bedre kropsholdning, og aflaster lårene, både op og ned ad bjergene. På nedløbene er det rart at kunne tage lidt fra med stavene, og stabilisere bevægelsen nedad, så man lettere kan holde balancen. Disse bliver uden tvivl spændt bag på den lille rygsæk til september.

Energi
I drikkeblæren havde vi rent vand, da vi synes det er rarest fremfor energidrik. Energi får vi så igennem SIS Go Geler.



Gelerne er isotoniske, hvilket vil sige at de opblandet med vand (mere flydende), så de nemmere og hurtigere optages. Derfor behøver man ikke skylle efter med vand - kan nemt sluges og er ikke klistret. De er lidt større end almindelige geler, hvilket er lidt irriterende, men de positive sider opvejer klart de negative! Også de kommer med i lommerne til september.

Ur
Vi bruger begge Polar RS800 CX PTE.


Det er efter vores mening en kæmpe fordel, at vi kan vælge fx distancemåling til og fra efter behov. Vi er ikke tvunget til at løbe med et stort ur om håndledet, hvis vi ikke har behov for at vide hvor langt vi har løbet. Hvis vi ønsker det, kan vi sætte en footpod på skoen, eller lægge en GPS-modtager i rygsækken, og så spiller det. Uret er spækket med lækre funktioner, og kan MEGET mere end vi overhovedet bruger. Men én ting bruger vi rigtig meget; barometrisk højdemåling. Det er meget mere præcist end hvad GPS'erne kan præstere. Et fantastisk redskab til den type træning vi laver, hvor vi tæller højdemeter frem for kilometer. Uret er let og særdeles behageligt at have på, og nemt at betjene - kræver dog lige et kig i manualen først. RS800 CX PTE sidder klart på håndleddet af os begge om 2 måneder.

Det var "kort" lidt om det udstyr vi brugte i Alperne i weekenden. Har du spørgsmål eller andet, så smid os endelig en kommentar, og vi skal prøve at hjælpe dig!

God træning!