tirsdag den 14. september 2010

Masser af billeder

Så er vi tilbage i Danmark, til hverdagens travlhed med job og familie, men til gengæld ikke så meget løb disse dage. Skaderne skal lige have lov til at hele inden vi skal ud og løbe igen.

Indtrykkene er så småt ved at være sunket. Vi vil derfor snarest komme med et indlæg om, hvordan vi selv synes det gik.

Vi har fået sorteret i de mange billeder, som vi har taget på turen over Alperne, og har udvalgt de bedste og mest sigende fra turen. Du finder dem i vores Picasa-album her:

http://picasaweb.google.com/109592156407473076078/TransalpineRunUdvalgtePics#

Og her ligeledes billeder af team # 7 taget af løbets prof. fotografer:
http://picasaweb.google.com/109592156407473076078/TransalpineRunArrangRpics#

Vi vender tilbage med videoer, når det forhåbentligt snart spiller.

I Dolomitterne efter 300 km, med 15 km til mål.

lørdag den 11. september 2010

Vi gjorde det sgu! Vi er Finishers!

Så er vi omsider i mål! 8 dage, 315 km og 14000 hm er overstået! Endelig!

Det har været for sindsygt det her. Fuldstændig ubeskrivelig sindsygt. På mange måder, både fysisk og psykisk. Det må der komme en længere beretning om senere. Lige nu er vi fuldstændig tomme i hovedet. Vi har en mærkelig tom følelse i kroppen. Nu har vi i 10 måneder forberedt os på det her løb, og nu er det overstået... Mærkeligt.

Dagen idag var 33 km og 1280 hm, altså en kort og relativ flad etape. Lækkerier for vores stegte ben. Men hold da kæft hvor var den flot! En fuldstændig ubeskrivelig smuk natur der er her i Dolomitterne. Det er simpelthen fantastisk! Vi tog den helt stille og roligt, og fulgtes med Benny og Henrik hele vejen. Vi havde begge ondt, især Steff, som havde nogle rigtig ømme skinneben - nu både højre og venstre. Først løb vi 15 km ud gennem dalen med ca. 350 hm, og så gik det ellers opad 930 hm til et plateau med udsigt til Tres Cime - de karakteristiske tre toppe her i området. Derfra et flot nedløb, 10 km til mål.

Super fedt at løbe over målstregen efter 5 timer og 11 minutter, med hænderne over hovedet, vel vidende, at nu var det sgu slut! Vi gjorde det. Gennemførte det lettere sindsyge projekt, på trods af skader og modgang - fedt! Vi er super glade, men trætte i hovederne.

Nu skal vi have et bad, inden det store Finisher-Party venter, med grill og udlevering af den ombejlede Finisher-T-shirt.

Når vi har fået tankerne på pladsen, og sunket oplevelserne, kommer vi med masser af billeder og videoer fra 8 dage i Alperne.

Ibuprofen længe leve - det var ikke gået uden :)!

Sidste etape venter

Underlig fornemmelse at sidste start er om 30min. Foto fra vores hotelværelse hvis beliggenhed ikke kan være bedre. Vi skal kun bevæge os 30meter udover etapens 33km og små 1300hm. Perfekt timing her sidste dag. Det bliver en etape der skal nydes maximalt i strålende sol.

Sexten vi ses meget snart - sæt champagnen på køl!

Ps skal jeg vække pivesvendsen(junior) inden jeg hopper ned til start? :-)

fredag den 10. september 2010

"Peter, jeg checker dig ud af løbet..."

..."ved næste depot hvis du ikke spænder hjelmen og kommer i sving." Sådan cirka faldt orderne godt 2timer inde på dagens etape. Forinden var forsøgt med de søde toner a la "Godt gået Peter, du ser stærk ud, bliv ved", "Ser godt ud, kun 400hm igen til dagens første bjerg er i bogen". Ligeledes de lidt latterlige, men vigtige for Peter :-) "Du udgår ikke 1½ etape før mål og misser Transalpine Finisher t-shirt som du kan vise frem derhjemme", "hvad med næste morgenmøde hvor alle dine kollegaer sidder" etc...men lige lidt hjalp det. Peter havde nas i knæhasen og ville ud af løbet, men sagde det bare ikke direkte til mig. Benny og Henrik løb forbi og til Henrik faldt orderne, så lidt efter da de var væk og Peter kom nedtrykt op faldt bloggens overskrift. Det virkede! Vi skulle til andet depot sammen for at jeg kunne få lov at fortsætte alene, men da vi kom over toppen kom Peter ud af den negativ tankegang og fik fart på nedad(forbi Benny og Henrik) og i en fin tid til depot. Vi skulle selvfølgelig videre sammen og derfra var det fra helvede til himmel. Næste 700hm blev taget i super tempo og de fantastiske views fra ruten blev nydt. Det smukkeste af dolomiterne blev gennemløbet og i en tid omkring 7timer nåede vi Niederdorf. Helt oppe og køre for nu var den der. En fuld marathon distance var løbet med 2000hm. Fedt!

Der var en fantastisk stemning på den sidste del af ruten på alle hold for nu var en af kongeetaperne så godt som overstået, og i morgen mangler kun 33km og 1200hm - så alle hold havde en følelse af 'vi klare det her syge løb - kun en dag igen...'

Efter gårdsdagen smertefulde etape og vores mentale nedtur med krisestemning til aften var vi noget nervøse for dagens udfald.

Taktikken for dagen var at vinde tid i starten så vi kunne tage den lidt roligere på op- og nedløbene som smerter os godt efterhånden(Peter opad og jeg nedad). Derfor hurtigt til første depot godt oppe i dalen efter 12km og med 350hm(nåede vi efter 1.15). Derefter ventede 850hm til Forcella Sorra Forno i 2380m og 4km nedløb til 1493 og andet depot. Derefter 700hm op og afslutende 1000hm nedløb til sidste depot.

Tak til Tikkanen for hans kommentar på bloggen, for den blev brugt meget i dag; 'Pain is temporary, Glory is forever! - ATTACK'

I morgen venter så sidste etape i de super smukke Dolomitter, og så er vi sgu færdige!

torsdag den 9. september 2010

De må smide os ud!

Idag har været den hårdeste overhovedet - uden tvivl! Selvom ruten var flad de første 20-21 km, og så kun med en enkelt opstigning og nedløb, så trak den seriøst tænder ud. Steff frygtede for den første del pga. hans skinneben, og jeg for mit knæ når det gik opad. Men det gik fint derudaf i 6 min/km ca. og vi nåede den 2. tidsgrænse i god tid. Jeg løb rimelig smertefrit, men Steff havde ondt hele vejen derud. Og derfra startede helvede så, 4 timer på smertegrænsen. Vi gik stille og roligt deropad, et skridt af gangen, for det gjorde ondt på os begge. Min knæhase og øverste del af læggen er smadret, og kan ikke strækkes uden at det gør ondt i hele knæet. Så gang opad er noget rigtig lort. Så hellere løb, men det kan bare ikke lade sig gøre 1400 hm opad efter 240 km i benene...

Eneste mål var at nå 3. tidsgrænse lige efter toppen af bjerget, og så ellers komme i mål. Vi havde heldigvis tid i banken pga. vores løb de første 21 km, ellers havde vi ikke nået det. Det var en kamp hjem. Selvom vi var presset begge to, var humøret højt, og vi var flere gange fuldstændig færdige af grin over situationen. Det var simpelthen så tragikomisk. Men vi ville simpelthen ikke udgå! Vi skulle bare igennem.

Vi kom i mål efter 6 timer og 38 minutter. Ikke specielt trætte, men bare med ondt i stængerne. I den oprindelige plan skulle dagens etape være 52 km (12 længere end idag) og med 3000 hm (1000 hm mere end idag). Men løbet kunne heldigvis ikke få tilladelser til at løbe op over et bjerg, ellers var vi ikke kommet igennem.

Vi er nu i et dilemma, for hvad gør vi? Vi vil gøre alt for at komme igennem, men spørgsmålet er bare om benene kan holde... Så kan viljen være nok så god, det nytter bare ikke. Problemet er, at vi ikke kan nå morgendagens tidsgrænser med mindre vi går hurtigt, og løber på det flade. Jeg kan løbe/gå på det flade, men kan ikke noget opad. Med Steff er det lige omvendt. Dårlig kombi. Hvis vi ikke når en tidsgrænse, så ryger vi begge ud af løbet. Men hvis én af os inden etapen melder os ud, så kan den anden fortsætte løbet i følgeskab med et andet hold. So what to do?

Lige nu er planen at prøve at stille til start, æde noget smerte, og så prøve at nå første tidsgrænse, og så ellers tage den derfra.

Fedt, at det kun er maraton i morgen...

De må smide os ud! Vi hopper sgu ikke selv ud.

onsdag den 8. september 2010

Måske selvmord...

Dagens taktik var på forhånd svær at lægge. De andre dage har vi pænt fulgtes med Benny og Henrik, indtil ml. 5 og 17 km før mål, og så løbet friskt derfra. Idag handlede det om, at få Steff igennem etapen. Hans skindeben var her til morgen rigtig ømt, og han havde svært ved at flekse foden uden at det gjorde nas. Hvad skulle taktikken være? Skulle vi tage den med ro fra starten, og måske ikke nå alle tidsgrænserne? Eller skulle vi skyde den af fra start, så vi kunne nå over det første bjerg med lidt tid på kontoen til det sidste lange nedløb mod mål?

Problemet for os var, at der på hver etape er mellem 2 og 3 depoter/tidsgrænser der skal nås inden for en hvis tid. Hvis disse ikke nås, bliver man "hevet ud" af løbet, man tæller ihvertfald ikke med i klassementet, og får ikke finisher-T-shirten til slut.

Vi valgte sidste mulighed - at skyde den af fra start. Vi havde jo gode ben og var friske, på trods af skaden, så hvorfor ikke? Vi lagde os i fronten af vores startgruppe, og trykkede så ellers godt på opad det første bjerg. Vi hentede hurtigt en masse af de hold der lå foran os, og vi kom helt op foran nr. 2 i dame-klassen. At de så har løbet i det tempo de sidste 4 dage, og vi har taget det med ro, gør nok også, at vi kan følge med opad bjerget. Vi nåede første depot på toppen efter 5 km og 500 hm, med ca. 45 minutter til tidsgrænsen. Derfra gik det så videre op (540 hm) til dagens højeste punkt i 2537 m. En sindsyg flot optigning med nogle ret smalle og farlige passager, med nogle bratte fald, hvis man gled i sneen. Derfra et brat nedløb til 1700 m, hvor andet depot lå efter ca. 15 km. Her havde vi over 1 time til tidsgrænsen, og lå stadig højt oppe i feltet. Men blev indhentet af 2. og 3. damehold, som vi hægtede os på opad dagens sidste stigning på 700-800 hm. Det skal lige nævnes, at pga. stenskred på toppen af bjerget, måtte ruten bliver omlagt, hvilket gjorde ruten 5 km længere, og plus 300-400 hm... Men op kom vi, og 20 km var i hus, og så var der "kun" 13-14 km hjem, men nedløb hele vejen - teknisk virkelig svært nedløb, meget stejlt og med mange glatte sten og rødder. Jeg røg på røven ved 25 km på en træbro. Nåede lige at høre en official råbe "Watch out, slippery bridge", men for sent... Heldigvis skete der ikke noget. På dette nedløb satte vi tempoet drastisk ned for at skåne Steffs skinneben, så han kunne komme hel i mål, uden alt for mange smerter - men det gjorde ondt alligevel! Vi mistede derfor en del placeringer. Men det er ligegyldigt, vi kom hele hjem i tiden 5 timer og 18 minutter, hvilket placerede os som nummer 76-77 på etapen, og 34 i aldersgruppen. Særdeles udemærket, alt taget i betragningt.

Jeg selv er desværre også blevet ramt af en mindre skade. Min hasemuskel/sene bag på knæet gør rigtig ondt når jeg bøjer og strækker benet. Ikke skide heldigt... Den får lidt ibuprofen-creme, og så må vi tage den med ro i morgen.

I morgen venter en hård nyser på 39,70 km, hvor de første 20 km er pandekageflade og på asfalt, og så stiger det ellers 1400 hm de næste 10 km, og så 1200 meter nedad bagefter! Der tager vi den bare helt med ro - vi skal bare igennem. Vi må så se, om det har været selvmord, at vi gav den gas idag...

Ud over småskavankerne har vi det meget godt, og har egentlig rimelig okay ben, stadigvæk. Vi er trætte efter dagens etape, hvilket er naturligt, når vi gav den lidt gas. Jeg er dog noget snottet og hoster lidt, men det går okay så længe pulsen ikke kommer alt for langt op.

Kun 3 dage hjem!

Lovede lige Steff at nævne, at på dagens første opstinging, måtte jeg bede ham om, at sætte tempoet ned, da han ellers ville køre mig i smadder! Meget godt gået af den gamle!

tirsdag den 7. september 2010

163 km er løbet - vi er over halvvejs!

Det var så 4. etape. En milepæl i løbet, både hvad angår kilometer og højdemeter, men i ligeså høj grad mentalt. Vi har nu løbet 163 km og knap 7500 højdemeter. Dvs. at vi er over halvvejs... Inden løbet startede snakkede vi om, at når vi først var forbi 3. og 4. etape, som er løbets to længste og vel nok også hårdeste etaper, så var vi godt på vej mod målet i Sexten. Og nu er de løbet!

Dagen idag bød på 44 km og lige knap 2000 højdemeter opad og 1300 nedad. Vi var noget spændte på, hvordan benene ville arte sig efter gårsdagens 47 km, og lidt friske afslutning. Men det gik godt! Målet blev nået i 7 timer og 37 minutter. Men det var en hård dag! Først pga. starten der gik ca. 11 km fladt derudaf, hvor stængerne lige skulle igang. Lidt ømme var de, men igang kom de. Ikke hurtigt, men i løb var vi - ca. 6 min/km. Og så kom dagens første stigning, som vi ikke havde bidt så meget mærke i på forhånd, men den bød 600 hm, med nogle ret skrappe stigninger visse steder. Men smukt var det gennem nationalparken med et kæmpe vandfald der brusede hele vejen op ad bjerget.

På toppen gik det så jævnt derudaf 17 km gennem dalen. Her var det bare om at holde benene igang, og finde et jævnt malende tempo. Efter 4 timer nåede vi 30 km, og dagens sidste, men særdeles hårde stigning, hvor vi skulle op i 2669 m...! Vejen derop var særdeles vanskelig, en meget smal og stejl sti med mudder, sne og masser af sten! Og så steg det knap 900 hm på 2 km... Det er meget, rigtig meget! Det tog os omkring 1,5 time at nå den snedækkede top, som var MEGET kold og blæsende. På med vanter og jakke, hætten op, og så nedad. Nedløbet derfra var i starten ligeså vanskelig som opstigningen, da det var dækket af sne og glatte sten. Men ned kom vi, og så var der kun små 9 km ind til mål. Her havde vi begge rigtig gode ben. De havde hafte godt af de sidste 2 timer, hvor tempoet var meget lavt. Mærkeligt som vi er bedst løbende til sidst på alle etaperne - måske vi hygger os for meget i starten... :)

Vi er rendt ind i et mindre problem: Steff er blevet skadet... Han har mega ondt nederst på skindebenet, især når vi løber nedad. Lægerne mener, at det er kommet pga. en overbelastning, netop pga. løb nedad. Opad går det okay, men når det er fladt og nedad gør det nas. Ikke så heldigt... Nu ligger Steff i sengen med Ibuprofen-creme på, og håber på, at det er til at løbe på i morgen. Vi krydser fingre.

I morgen venter en kort rute på 29,4 km. En tur, som forhåbentlig bliver rimelig skånsom for Steffs fod. Den har kun 1503 hm, men til gengæld 2098 m nedløb - det er det længste nedløb vi har haft på alle etaperne... Ikke lovende for Steff, der har det skidt nedad... Men det må vi tage i morgen!

Vi har taget en masse billeder og vidoer, men er desværre stadig uden internet, så har ikke mulighed for at lægge det online. Mærkeligt som internet ikke er blevet morderne her sydpå...

Nu mad og afslapning!

mandag den 6. september 2010

En smuk, men lang dag.

Kl. 04.45 ringede vækkeuret. Morgenmaden stod klar på bordet 05.00... Det var rigtig tidligt! Men vi vågnede begge før vækkeuret, spændte på dagens udfordringer. Hvordan ville de 47 km blive...?

Kl. 07.00 gik starten i centrum af Kitzbühel. Det var rigtig koldt at stå og vente de de 30 minutter inden starten gik i 7 graders varme. Vi var begge noget spændte på om vores lidt friske og kække afslutning på gårsdagens etape ville give bagslag idag...

Igang kom vi, og med et hårdt udlæg med godt 800 hm opad af den kendte styrløbsløjpe Hahnenkam. Vi hentede hurtigt Benny og Henrik, der var startet i startgruppen foran, pga. en bedre placering i deres aldersklasse. Vi havde gode ben, pg var friske. Og opad i rask trav det gik. Prengelstein blev nået efter 1100 hm, efterfulgt af et nedløb til første maddepot. Ud igennem dalen, og så ellers opad igen. Her gik det så henad kammen en 7-8 km. Et fuldstændig fantastisk smukt stykke i 2000 meters højde, hvor vi løb på bjergskråningen med en spektakulær udsigt over dalen. 38 km blev nået ved sidste maddepot i Wildkogel, og så gik det ellers nedad mod mål. Et hårdt nedløb på et hårdt og stenet singletrack. Her var det ikke muligt at løbe særlig stærkt, specielt ikke med stive ben. Men ned kom vi, og i mål efter 7 timer og 48 minutter.

Benny og Henrik aftalte vi at forlade ved 30 km (efter 5 timer). Derefter satte vi tempoet op på bjergkammen, og nedad den sidste stigning. Vi hentede ihvertfald 50 hold på det stykke, og følte os rigtig godt løbende. Lige indtil nedløbet, hvor de stive lår begyndte at gøre nas... De sidste 9 km var derfor ikke de letteste. Men det var fedt at mærke at formen er god, og at vi kunne løbe så mange hold ind på de sidste 17 km.

Nu er vi trætte, og har stive stænger! De får godt af lidt massage her kl. 18.20. Derefter venter den efterhånden sædvanlige rutine med pasta party, pakning af taske og så i seng.

I morgen venter endnu en hård nyser - 44 km og 1967 hm, men heldigvis kun "1377" hm ned. Det bliver spændende at se, hvordan benene har det i morgen.

søndag den 5. september 2010

Op ned, op ned - med masser sol!

"Det er for fedt det her!", "Hold kæft, hvor er der flot her - se lige den udsigt!"... Sådanne kommentarer er jævnligt blevet brugt på dagens etape. En etape på lige godt 35 km med knap 2000 højdemeter, både op og ned. 5 timer og 22 minutter sagde tiden i mål.

Vi startede ud fra St. Ulrich kl. 08.10, igen med super stemning til "Highway to Hell". Men idag var det nærmere "Highway to Heaven". Lad mig sige det med det samme, det har været en fed dag.

Starten idag var splittet op i 3 felter, der blev sendt afsted med 5 min. mellemrum, for at undgå for meget kø på en smal opstigning der lå kort efter starten. Efter små 200 m kom den første bratte stigning, der varede de næste 5 km og godt 800 hm. Vi gik hele vejen op i én lang kø, pga. den stejle smalle stigning, og det hårde terræn der var markeret med et skilt: "Dangerous Section". For at undgå, at folk drattede ned, var der sat torve op, som man kunne klamre sig til.

Men for pokker, hvor var det smukt. Bedre og bedre jo længere op i højden vi kom. Her kunne vi kigge bagud, og ned i dalen, eller fremad og ud på bjergmasiverne, der lå flot med sol på, og med blå himmel som baggrund. Efter 1 time og 13 min. nåede vi toppen, som blev efterfulgt af et nedløb til første depot ved 14 km. Lige herefter op igen små 1100 hm, hvor vi gik og småløb op ad bjerget, gennem de utallige hårnålesving. Kitzbühlerhorn med sne på blev nået, hvoreftet det gik nedad igen mod mål.

Kort efter toppen lå dagens andet og sidste depot, hvor vi fik tanket godt op af både brød, ost, nødder, kage, energidrik- og barer, frugt mv. Der mangler bestemt ikke noget på disse depoter! Og så gik det ellers dernedaf. Steff og jeg aftalte med Benny og Henrik, at vi slap dem her, og løb i vores eget tempo ned - og den fik fuld gas ned af det lækreste single track gennem skoven. Vi fløj afsted og hentede ihvertfald 25 hold. Vi havde virkelig gode ben, og det føltes godt at benene fik frit løb. Da vi nåede bunden af dalen lå Kitzbühel lige for, hvor de sidste 1,5 kilometer skulle løbes i centrum. 4.19 lød dagens sidste kilometertid. Vi må så se i morgen om det var snotdumt, eller om det var en fornuftig disponering at lade benene løbe frit. Det kigger vi på i morgen :).

I mål blev der tanket godt i en liggestol, med pasta, pølser og en kold øl.

Vejret idag har været vidunderligt. Sol hele dagen, og en behagelig temperatur på omkring 14-17 grader hele vejen. Vi håber så, at vejret holder i morgen med, når løbets længste etape skal løbes; 47 km med godt 2200 hm. Det bliver en lang dag! Men vi hygger os med Benny og Henrik. Vi snakker, griner og tager billeder, så tiden går hurtigt. Og så løber vi med overskud og har det rigtig godt. Det skal nok gå i morgen. Vi er i hverfald både mentalt og fysisk klar, selvom det kun er 2 timer siden vi krydsede målstregen.

Nu står menuen på en lille lur, inden vi skal ned til massage og pasta party. Sov godt.

Ps. Vi har ikke været på et hotel endnu med internet, så det desværre ikke sådan lige til at lægge så mange billeder op, uden at det koster en krig. Så det må vente...

lørdag den 4. september 2010

1 down 7 to go...

Så er vi igang! Den første etape på 37 km og ca. 1200 hm er veloverstået, efter 4 timer og 48 minutter. Vigtigst af alt er, at vi nu her efterfølgende har det rigtig godt, er i godt humør og vi har ikke synderlig ondt nogen steder. Lidt ømhed i hofterne, men det er mere eller mindre også det - vi er ganske fortrøstningsfulde for de næste etaper.

Vi startede ud fra Ruhpolding kl. 11 til lyden af AC/DC's Highway to Hell. Hvilken stemning og hvilken start på et løb. Alle klappede og sang med, så de små hår rejste sig i nakken. Nu var vi endlig en del af det "show", som vi har set på video rigtig mange gange i månederne op til løbet, når motivationsbarometret lige skulle have et hak opad. Det var SÅ fedt! Stille og roligt løb vi derudaf, i godt selskab med Benny og Henrik fra hold nr. 198: Team Herlevløberne. 11 km rimelig fladt ud gennem dalen langs en smuk flod, hvorefter dagens første stigning på 400 hm kom, så lidt fladt igen og så et ryk opad på 400 hm over 2,5 km, og 500 m nedløb, og så endnu ca. 150 hm. Og så et brat nedløb, og så 9 rimelig flade kilometer ind til mål.

En ret overkommelig prolog, der efterlod os med gode ben og forhåbninger. Vi hyggede os hele vejen, snakkede, grinede og nød udsigten. Vi kunne uden tvivl godt have løbet noget hurtigere, men det var bare ikke intensionen fra starten. Vi aftalte igår, at vi ville løbe bevidst roligt og nyde det - vi skulle opleve det som et eventyr. Hellere komme i mål, og tænke: "Fedt, jeg vil godt kunne løbe 10 km mere. Jeg har det rigtig okay." Istedet for, at komme ind med ondt i benene, og fuldstændig smadret, så man knap kan hænge sammen. Nu kan vi hygge os om aftenen, nyde at være en del af Cirkus Transalpine-Run, og glæde os til næste dags eventyr.

Vejret har været okay, men ikke det bedste: ca. 12-15 grader og regn de første par timer, hvorefter det klarede op til rigtig fint løbevejr. I morgen skulle det holde tørt, og blive 8 grader når vi starter kl. 8, og så skulle temperaturen stige stødt til 17-18 grader i Kitzbühel.

Vi glæder os til morgendagens etape, som byder på 33,2 km og 1800 hm opad og 1900 nedaf. Ikke så meget fladt, men op og ned hele tiden - altså ingen kedelige montone stræk. Til gengæld bliver det mudrede underlag en udfordring på de stejle nedløb - det kigger vi på.

Ps. Vi tracker ikke online på Endomondo i morgen, da der har været lidt tekniske problemer med det idag. Vi uploader det derimod så snart vi krydser målstregen.

Alt for nu, sengen kalder. Vi skal op kl. 6 i morgen tidligt og spise.